Barnet 0-1 år.

I det første år af et barns liv sker der en fantastisk udvikling.
I starten er det et hjælpeløst, lille nyfødt spædbarn, der sover næsten hele tiden. Det har mest af alt behov for mad, søvn, en ren ble og så masser af omsorg. En omsorg, der er afpasset barnets rytme og lyst.
Når spædbarnet er uroligt, skal det tages op, så det mærker nærhed, og måske vugges lidt i armene; lidt ligesom spædbarnet var omsluttet af varme og bevægelse under graviditeten. Når spædbarnet derimod er døsig, og måske på vej til at falde i søvn, skal det bare have fred og ro og ikke presses til kontakt. Til gengæld nyder spædbarnet, at forældrene ”taler” med det, f.eks. får øjenkontakt, kigger på det eller synger for det. Samtidig er dette medvirkende til, at forældrene knytter sig til barnet. Hvilket heldigvis sker helt naturligt for de allerfleste forældre.

At være forældre til et 1 års barn stiller helt anderledes krav. Barnet er nu i stand til at kunne bevæge sig omkring ved egen kraft, og er godt i gang med selvstændigt at undersøge sine omgivelser. Barnet er næsten hele tiden i aktivitet og forældrene må hele tiden holde øje med, hvor barnet befinder sig, og hvad det laver. Alt skal nemlig undersøges, røres ved og helst puttes i munden. Barnet elsker at lege simple lege, f.eks. at bygge et tårn af klodser – vente – og så at vælte det. I 1 års alderen begynder barnet også at bruge og forstå enkelte ord, og elsker som oftest at høre rim og remser.

Der sker altså en voldsom udvikling med barnet det første år. Børn er dog forskellige. Allerede få timer gamle spædbørn viser forskelle. Nogle er meget aktive, nogle meget rolige. Nogle spædbørn viser meget tydelige tegn på tilfredshed eller uro, andre spædbørn viser dette med meget små signaler.
Også forældre har naturligvis meget forskellige måder at opfatte deres spædbarns signaler på, og reagerer forskelligt i forhold til deres spædbarn.
Alligevel udvikler de allerfleste børn deres evner i nogenlunde samme rækkefølge. De tydeligste forskelle vil ofte kunne ses i det enkelte barns måde at reagere på og dets tempo.
I det første år vil barnet udvikle en grundlæggende selvopfattelse; den måde, det vil begynde at opfatte sig selv og andre mennesker på.
Spædbarnet fødes socialt, og er styret af en genetisk evne og trang til at skabe kontakt og knytte sig til andre mennesker. Barnet vil efterhånden udvikle en mere sammenhængende fornemmelse af sig selv og andre mennesker. I sidste halvdel af det første år, vil barnet også begynde at få en idé om, at det selv og andre mennesker tænker og føler noget.

Generelt sker barnets udvikling i spring. Der er perioder, hvor barnet udvikler sig vældig meget. Herefter kommer mere stabile perioder, hvor barnet ikke lærer nye ting, men snarere får større sikkerhed i det, der allerede er lært.

Krop:

Motorik:
I løbet af det første år i et barns liv udvikler barnets evne til at kunne bevæge sig utroligt meget.
En stor del af det nyfødte spædbarns bevægelser er tilfældige. Det kan bevæge arme og ben lidt, og lægger man dem på maven, kan det løfte hovedet lidt. Det har også reflekser, som f.eks. suttebevægelser eller gribebevægelser. Derudover kan et nyfødt spædbarn bevæge sig mere søgende og aktivt. Det kan f.eks. dreje hovedet for at se sig omkring.
Knap 3 mdr. gammel vil barnet med større sikkerhed kunne række ud efter noget. Barnet vil også kunne løfte hovedet med større kraft og i længere tid. Barnet vil kunne rulle til siderne, inden det er ½ år, og vil efterhånden kunne vende sig.
Barnet er ofte meget glad for at komme op at sidde eller stå med støtte; sikkert fordi det så kan se meget mere. Omkring 5-6 mdr. gammel begynder barnet at kunne sidde selv.
7-9 mdr. gammel udvikler hjernen sig markant, hvilket bl.a. bedrer barnets muskelkontrol. Det er da også omkring dette tidspunkt, at barnet lærer at kravle. En helt ny verden åbnes for det, og barnet giver tydeligt udtryk for tilfredshed, når det endelig selv kan bevæge sig hen til det spændende legetøj.
Der er stor forskel på, hvornår barnet lærer at gå. De fleste børn er ca. 11-14 mdr. gamle, når de begynder at gå omkring.
Ca. 1 år gammel vil barnet desuden kunne bruge sine fingre på en ny og langt bedre måde. Tommelfingeren vil nemlig nu for alvor blive taget i brug, og barnet kan f.eks. nu selv tage rosiner op fra et bord.

Sanser:
De senere års undersøgelser har vist, at det nyfødte barns hjerne er udviklet til at gøre sig erfaringer; til at se, høre, føle og endda imitere.
Barnet bliver bedre og bedre til at bruge sanserne og til at gøre sig erfaringer; ligesom det bliver tydeligere for os voksne at se det. Men undersøgelser viser klart, at det nyfødte barn kan meget mere, end man tidligere var klar over.

Nu kan man jo ikke bare spørge et spædbarn om, hvad det kan opfatte. Forskere har derfor brugt mange forskellige metoder til at undersøge, hvad spædbarnet kan. Man har f.eks. undersøgt spædbørnenes synssans ved at se på deres øjenbevægelser. På denne måde har det været muligt at finde ud af, hvor meget helt nyfødte børn kan se, og hvad de helst vil se på. Det har vist sig, at spædbørn faktisk kan forbløffende meget.

Et nyfødt spædbarn bruger synssansen aktivt. Barnet ligger ikke bare passivt og ser på det, som barnet tilfældigt kommer til at kigge på. Det kigger sig omkring og foretrækker klart at kigge på bestemte ting.
Det lille spædbarn vil især gerne kigge på kontraster. Det vil f.eks. kunne kigge længe på det sted, hvor en farvet væg møder det hvide loft.
Spædbarnet vil også helst kigge på mønstre, ligesom det foretrækker kurver, fremfor lige linier. Alt dette medvirker formentlig til, at spædbarnet faktisk foretrækker at se på ansigter.
Et spædbarn ser bedst på en afstand af ca. 20-25 cm fra ansigtet. Nogenlunde den afstand, der til moderens ansigt, når barnet ammes.
Hvis man gerne vil ”tale” med barnet, er det derfor bedst placere sig, så barnet kan se éns ansigt i en afstand af ca. 20-25 cm. Det er allerbedst, hvis barnet er vågen på en opmærksom og rolig måde. Barnet vil så kigge intenst på ansigtet. Faktisk vil det endda kunne efterligne forskellige ansigtsudtryk. Den voksne kan f.eks. stikke sin tunge ud af munden flere gange. Nogle gange - ikke hver gang - vil spædbarnet så gøre det samme. Måske vil barnet først bevæge tungen inde i munden, for så herefter at stikke den ud af munden. Et helt lille spædbarn kan altså ikke bare se det, der sker i det omgivelser, men også omforme det, barnet ser til selv at udføre handlingen.
Allerede fra fødslen, er spædbarnet altså i stand til at bruge de synsindtryk det får aktivt. Ikke bare at kigge passivt.
Hjernen udvikles meget de første måneder, og dette betyder bl.a., at barnets syn bliver væsentligt bedre. Ca. 2½-3 mdr. gammel kan barnet derfor bedre analysere det, det ser. Spædbarnet vil nu kunne række ud efter noget med større sikkerhed, ligesom det vil smile mest til de personer, det bedst kender.
Efterhånden som barnet kan bevæge sig mere, får barnet også flere erfaringer med tings størrelse og afstande, og kan som 1-årig bruge synet kombineret både med kroppen og hænderne ret sikkert.

Spædbarnet bruger også høresansen allerede lige efter fødslen. Det kan høre, hvilken retning lyden kommer fra og vender sig efter lyden. Spædbarnet forbinder altså høre- og synssansen. Spædbørn kan skelne mellem forskellige lyde og foretrækker klart menneskestemmer, især kvindestemmer.
Faktisk har undersøgelser vist, at selv helt nyfødte børn genkender og foretrækker deres mors stemme fremfor andre kvindestemmer. De vil altså helst høre den stemme, de har hørt under graviditeten. Genkendelsen af faderens stemme kommer så lidt senere.
Mødre og fædre taler ofte instinktivt i et højt stemmeleje til deres nyfødte barn, hvilket altså svarer meget godt til, at spædbarnet foretrækker kvindestemmer.

Spædbarnet bruger også følesansen. Allerede under graviditeten mærker barnet den varme nærhed, som omslutter det. Efter fødslen er det netop nærhed og varme, spædbarnet tydeligt beroliges og trøstes af. Forældre over hele verden vil ofte helt naturligt at tage spædbarnet op til sig og holde om det, for at trøste det.
Spædbarnet reagerer også på andre påvirkninger af følesansen, f.eks. temperaturændringer, tryk og smerte. Følesansen er især udviklet i læber og hænder.
Også smagssansen er udviklet hos det nyfødte barn. Det kan skelne mellem sødt, surt, salt eller bittert.

Spædbarnet kan også bruge lugtesansen, og bruger den bl.a. til at hjælpe sig med at skelne mellem forskellige mennesker. F.eks. har undersøgelser vist, at allerede 1 uge gamle spædbørn vender sig hen imod sin mors lugt. Det er dog ikke bare spædbarnet, der kan bruge lugtesansen til at skelne mellem mennesker; undersøgelser viser, at også moderen kan genkende sit barn ud fra lugtesansen. Lugtesansen er altså også med til at styrke tilknytningen mellem mor eller forældre og barn.

Følelser:

I de senere år er barnets udvikling som selvstændig person blevet set som begyndelsen til en proces, der ikke afsluttes; tværtimod vil barnets – og senere den voksnes - selvopfattelse og forhold til andre mennesker ændre sig hele livet. Udviklingen sker både i kraft af en biologisk modning og i et samspil med andre mennesker.

0-2 mdr.:
Det lille spædbarn begynder allerede de små skridt i retning af at opfatte sig selv som en sammenhængende person. Det spæde barns første opgave er at blive knyttet til sin familie. Denne tætte tilknytning er faktisk det mest afgørende for barnets senere udvikling, altså evnen til at knytte sig tæt til andre mennesker. Dette er fundamentet for barnets opfattelse af sig selv, og har altså en afgørende betydning for barnets senere forhold til andre mennesker.
Udvikles en god tilknytning, vil barnet være i stand til føle en grundlæggende tryghed og tillid.
Samtidig er det vigtigt for barnet at begynde at kunne få lidt styr på sin verden; langsomt finde ud af, at alting ikke bare sker i brudstykker eller i en stor pærevælling, men at der er visse sammenhænge.
Grundlaget er her barnets sanseindtryk. F.eks. foretrækker spædbarnet at se på sin mors ansigt, lugte sin mors lugt og høre sin mors stemme. Spædbarnet vil altså selv gøre sit til, at moderen bliver en gennemgående person. Spædbarnet vil desuden først og fremmest knytte sig til få andre mennesker, og altså også resten af barnets familie. Det, at barnet genkender sin familie, er medvirkende til, at barnet begynder at opleve sammenhænge i sin verden. At mor f.eks. hele tiden er der, selvom omgivelserne måske skifter.
Sammenhænge skabes også ved, at barnet ikke opfatter de enkelte sanser som adskilte, men snarere opfatter i helheder. Lugt, lyd og syn danner altså et samlet indtryk, når barnet f.eks. får mad. Lugten af moderen, lyden af hendes stemme og synet af hende, danner tilsammen en helhed for barnet.
Hertil kommer så barnets indre fornemmelser, f.eks. den intense fornemmelse af tilfredshed, når sulten forsvinder. Barnet oplever altså en helhed, både fra verden udefra og fra fornemmelser indefra.
Alt dette er med til at barnets oplevelse af verdenen bliver mere og mere sammenhængende. Barnets verden får også en begyndende struktur, når forældrene langsomt forsøger at afpasse spædbarnets basale behov for søvn, mad og kontakt med resten af familiens tilværelse. Spædbarnets søvn tilpasses, så det sover mest om natten. Dets døgnrytme påvirkes af, hvornår resten af familien normalt står op eller går i seng. Barnet vænnes efterhånden også til at få mad sammen med resten af familien.
Spædbarnets eget aktivitetsniveau og søvnbehov vil naturligvis også have indflydelse på resten af familien.
Der vil ske en langsom regulering af spædbarnets søvn, mad og kontakt.

Efterhånden får det spæde barn altså en begyndende fornemmelse af sin omverden og sig selv.


2-6 mdr.:
I denne periode udvikler barnet en helt grundlæggende fornemmelse af sin verden, sig selv og af andre mennesker.

Barnet er nu langt mere vågen og det kan være opmærksomt på sine omgivelser i meget længere tid. Barnet er i denne periode meget socialt. Det smiler, siger lyde og vil meget gerne have øjenkontakt. Samtidig er det meget undersøgende, og oplever i stigende grad, at det kan påvirke omverdenen. F.eks. oplever barnet igen og igen, at tingene i legestativet bevæger sig, når barnet rækker ud og rører ved dem.
Barnet oplever også, at det har en vilje. Barnet kan f.eks. ønske at røre ved bolden ved siden af sig, og at det faktisk lykkes, når barnet strækker sig og ruller til den ene side.
Barnet kan også genkende episoder, der gentages mange gange. Barnet får f.eks. efterhånden en fornemmelse af, at det at få mad er på en bestemt måde. Barnet kan også langt sikrere genkende andre mennesker, og får altså en fornemmelse af, at andre mennesker er noget selvstændigt.

Barnet oplever, at ydre påvirkninger kan være sammenhængende med indre følelser og fornemmelser. F.eks. kan det at fars ansigt forsvinder og kommer igen, mens han siger ”borte-tit,tit”, kobles med barnets indre fornemmelse af jubel.
Disse indre følelser kan reguleres og ændres af forældrene. Barnet kan f.eks. juble og grine så meget over faderens ansigt, der dukker op og forsvinder, at det bliver for voldsomt for barnet. Faderen kan så stoppe legen og få barnets opmærksomhed rettet mod noget andet, så barnet igen bliver roligt.

Barnet får altså på mange måder oplevelser, der støtter udviklingen af sammenhængende fornemmelse af sig selv og andre.


7-15 mdr.:
Nu begynder barnet at finde ud af, at det selv kan mærke en indre verden, som f.eks. følelser, og at andre mennesker også har en indre verden. Faktisk viser undersøgelser, at barnet kan fornemme andre menneskers indre følelser. Forskere har vist dette, ved f.eks. at få et spædbarn til at skulle kravle over en kløft med en glasplade over. Barnet er ikke i stand til at se, at det roligt kan kravle hen over glaspladen, og det ser altså kun, at der er en kløft. Barnet vil nu kigge på f.eks. moderen inden, det begynder at kravle fremad. Hvis moderen ser angst eller utryg ud, vil barnet stoppe og ikke kravle videre. Hvis moderen derimod smiler opmuntrende til barnet, vil barnet kravle henover ”kløften”. Barnet vil altså aflæse moderens indre tanker, og kan herudfra fornemme om situationen er utryg eller tryg.
I denne alder begynder barnet også at kunne dele sin opmærksomhed med andre mennesker. Barnet kan nu pege samtidig med, at det kigger på den anden person; barnet ser altså nu efter, om forældrene kigger på det samme, som det selv gør. Barnet kan opfatte, at det selv og andre mennesker kan se på det samme eller på noget forskelligt.

Barnet opdager altså på dette alderstrin, at det selv har et sind eller indre tanker og følelser, og at andre mennesker også har et indre, kan tænke eller føle anderledes end det selv.
Barnet kan begynde at dele sin opmærksomhed med andre mennesker.

Tænkning:

Det første år af et barns liv udvikles og forandres tænkningen væsentligt. Dette skyldes bl.a., at hjernen modnes. Samtidig er der ingen tvivl om, at barnets tænkning, og i øvrigt også modningen af hjernen, udvikles i et samspil med barnets omgivelser. Barnet påvirkes naturligvis af rent fysiske vilkår, men i høj grad også af, hvordan forældre og andre reagerer i forhold til barnet.

Spædbarnets hjerne er fra fødslen så udviklet, at det kan gøre sig erfaringer. Disse erfaringer gør spædbarnet sig først og fremmest ud fra sanserne.
Hjernen udvikles meget de første måneder, og dette betyder bl.a., at barnets syn bliver væsentligt bedre. Ca. 2½-3 mdr. gammel er spædbarnet derfor bedre i stand til at analysere de ting eller de mennesker, det ser. Spædbarnet vil nu kunne række ud efter noget med større sikkerhed, ligesom det vil smile mest til de personer, det bedst kender. Denne forandring vil dog kun kunne udvikles, hvis spædbarnet har opnået en tilknytning, og altså også øjenkontakt, til sine forældre eller andre vigtige personer.

Et spædbarn kan faktisk genkende ansigter allerede, når det er ca. 1 uge gammel. Undersøgelser har vist, at et spædbarn kigger mere på moderens ansigt, hvis det er forandret. Spædbarnet kan altså se, at noget er anderledes, end det plejer at være. Barnet bliver faktisk så påvirket af, at moderen f.eks. har briller på i stedet for sine sædvanlige kontaktlinser, at barnet spiser mindre og sover mere uroligt og kortere. Både mødres og fædres oplevelse af, at deres spædbarn virkelig betragter dem og kan kende dem, er altså rigtig nok. Samtidig viser det, at også spædbarnet bruger de indtryk barnet får. Gemmer dem. Indtrykkene er ikke bare forsvundet i samme øjeblik barnet ikke får dem mere.

Et spædbarn kan også huske og genkende lyde, de har hørt tidligere. Selv lyde gentaget i graviditetens sidste måneder kan det nyfødte barn huske og foretrække efter fødslen. Det kan f.eks. være sange, som spædbarnet måske har hørt sunget for en storebror eller storesøster under graviditeten.

Hukommelsen udvikles dog markant i 7-9 mdr.s alderen, hvor hjernen modnes væsentligt. Barnet kan nu bedre huske situationer, der gentages, f.eks. vil barnet efterhånden lære, at når far putter cykelhjelmen på barnets hoved, så skal der cykles. Denne bedre hukommelse betyder altså, at barnet fra denne alder kan opdage flere sammenhænge og se konsekvenser af det, der sker. Faktisk kan barnet begynde at forvente eller planlægge meget enkle handlinger.
Barnet kan altså begynde at lege ganske simple lege med andre, f.eks. trille med bold med forældrene.

Barnet vil i 8-9 mdr.s alderen begynde at bevæge sig omkring. Dermed får barnet erfaringer med tings størrelse og afstande. Barnet vil også kunne begynde at kunne kategorisere; f.eks. at opdage, at fælles for flere forskellige slags bolde er, at de alle sammen kan trille.

I hele det første år vil barnet især lære ved at efterligne. Allerede det ganske lille spædbarn kan faktisk efterligne, men barnet vil i stigende grad være i stand til at se, hvad andre børn eller voksne laver, og så gøre det samme. F.eks. ser barnet, at storebror kaster bolden, hvorefter barnet også forsøger dette.
Det første år sker indlæring altså især ved at efterligne andres handlinger.

Sprog og kommunikation:

Spædbarnet har naturligvis ikke noget sprog, det kan tale med. Alligevel viser undersøgelser, at spædbarnet reagerer på sprog allerede fra fødslen. Når barnet lytter til det talte sprog, bevæger det sig faktisk i takt til stemmen, så længe der tales. Ligesom barnet ændrer sine bevægelser, når der er små pauser i det talte sprog. Spædbarnet reagerer ikke på, hvilket sprog, der tales, men barnet er altså allerede fra fødslen opmærksom på sproget.
Det kan indimellem være vanskeligt for forældre at finde ud af, hvad deres spædbarn har brug for, og vil have dem til at gøre. Skal bleen skiftes, er barnet træt, eller vil det bare ”tales” med? Der kan være mange muligheder. Så længe barnet ikke har noget egentligt sprog, må forældrene søge at aflæse barnets signaler. Forældrene er nødt til at forsøge sig frem, og lærer efterhånden deres spædbarns forskellige lyde og bevægelser at kende.
Børn har dog eet meget effektivt signal: gråd. Ved at græde kan barnets omgivelser gøres opmærksom på, at noget er forkert. Det har naturligvis altid været vigtigt for et barns overlevelse, at dets omgivelser reagerede på barnets signal; og gråd påvirker faktisk os alle så stærkt, at vi ikke bare kan overhøre det. Undersøgelser viser, at voksne får øget deres blodtryk og hjerterytmen stiger, når de hører spædbarnsgråd. Dette gælder ikke bare forældre, men også voksne, der ikke selv har børn.

Spædbarnet begynder rigtigt at opdage, at det kan bruge lyde ca. 10-12 uger gammel. Det siger høje lyde, gurgle-lyde eller hvad det nu opdager, at det kan få frem. Lydene bruges både, når spædbarnet ligger alene, men også sammen med andre. Sammen med andre mennesker vil spædbarnet endda kunne føre en ”samtale”. Det vil sige nogle lyde, for så at afvente et svar fra den anden person, og så igen sige lyde.

Ca. 4 mdr. gammel begynder barnet at pludre; at lave mere sammenhængende lyde. Disse pludrelyde er ens, ligegyldigt hvilket sprog, barnet hører blive talt. Også døve børn vil starte med at pludre i denne alder. Døve børn vil dog efterhånden stoppe med at pludre, mens hørende børn vil pludre mere og mere, så det lyder som et sprog. Ca. 8-9 mdr. gammel, vil barnet begynde at efterligne nogle enkelte ord, og ca. 9 mdr. gammel vil barnet holde op med at pludre de lyde, som ikke findes i det sprog, det hører talt til dagligt.

Barnet vil også kommunikere uden lyde, og vil f.eks. 7-9 mdr. gammel være meget opmærksom på deres forældres ansigtsudtryk, når det kravler bare lidt væk.

Når barnet er omkring 1 år gammel, vil det begynde at bruge og forstå enkelte ord. Ordene er måske kun forståelige for den nære familie, men er alligevel starten til et egentligt sprog. Barnet vil reagere på sit eget navn, og stoppe – eller i alt fald tøve – når der bliver sagt ”Nej!”.

Socialt:

Allerede i den første time efter fødslen, viser det lille barn en helt særlig opmærksomhed på andre mennesker. Dette vil kunne ses, hvis omgivelserne ellers er rimeligt rolige og fødslen i øvrigt er uden de store komplikationer. Det nyfødte barn vil ligge helt stille og dets øjne vil være vidt åbne og kigge direkte i moderens eller faderens ansigter og øjne. Ofte vil moderen blive opfordret til at amme, og her vil barnet så samtidig kigge direkte på moderen. Denne tidlige opmærksomhed er begyndelsen til, at både barnet og dets forældre bliver knyttet til hinanden. Spædbarnet er altså socialt lige fra fødslen.
Spædbørn er også tidligt meget glade for og interesserede i at se på andre børn. De synes, det er spændende med al den lyd og bevægelse. Ofte mere spændende end de voksne omkring det umiddelbart er. Alligevel er det de voksne, som barnet kan bruge til at få den tætte kontakt.

Enhver ved, at der er en helt særlig binding eller tilknytning mellem forældre og deres børn. Denne tætte tilknytning er faktisk det mest afgørende for barnets senere udvikling, altså evnen til at knytte sig tæt til andre mennesker. Dette er fundamentet for barnets opfattelse af sig selv, og har altså en afgørende betydning for barnets senere forhold til andre mennesker.
Udvikles en god tilknytning, vil barnet være i stand til føle en grundlæggende tryghed og tillid. Heldigvis er det tilsyneladende sådan, at barnet fra fødslen netop er særligt styret af en genetisk evne og trang til at skabe kontakt og knytte sig tæt til ganske få personer.
Jo flere undersøgelser, der laves om det nyfødte barns evner, jo mere overrasket kan man blive. Både over, hvor fantastisk meget et nyfødt barn faktisk kan; men også over hvor perfekt det passer sammen med den særlige følsomhed, der ses hos barnets forældre. Særlig moderen viser en øget følsomhed og opmærksomhed de første uger efter fødslen på samme områder, som det ses hos barnet.
Som eksempel på at barnets søgen og forældrenes reaktioner passer så godt sammen er, at både forældre og barn naturligt søger øjenkontakt. Netop øjenkontakten er ofte af afgørende betydning for forældrenes tilknytning til barnet. Ved at se på barnet og at barnet ser på dem, oplever mange forældre sig tættere knyttet til barnet.
Andre eksempler på, at både forældres og børns reaktioner passer sammen er, at barnet bedst opfatter høje stemmer, særligt moderens stemme, samtidig med at forældre ofte som noget naturligt bruger er højt stemmeleje, når de taler med deres spædbarn; eller at spædbarnet ser bedst på en afstand af 20-25 cm, netop svarende til afstanden til moderens ansigt, når barnet ammes. Disse ting er med til at forældre og barn lærer hinanden at kende, og forstærker deres tilknytning.
Forældres helt almindelige reaktioner på deres lille barn vil altså netop være rettet mod at skabe tilknytning. Det at barnet og det forældre knytter sig tæt, er derfor noget, der sker helt naturligt for de allerfleste mennesker.

Den bedste kontakt mellem forældre og spædbarn opnås lettest, når spædbarnet er meget opmærksomt og vågent.
Et spædbarn kan være vågen på flere måder. Det kan være en stor hjælp for forældre at være opmærksom på disse forskelle.
- Spædbarnet kan være vågen på en aktiv og urolig måde. Her bevæger barnet sig meget, kigger sig omkring og siger små lyde. Dette ses især kort før barnet skal spise eller bliver utilfreds.
- Spædbarnet kan også være døsig. Her er barnet stadig vågen, men er ofte ved at falde i søvn. Det bevæger sig måske, smiler lidt indimellem, men øjnene virker matte, og barnet kan ikke fokusere.
- Når spædbarnet er mest parat til kontakt, er det vågen på en meget opmærksom måde. Det bevæger sig ikke ret meget, men kigger intenst med store, vidt åbne øjne. Det er især, når barnet er opmærksom på denne stille måde, at forældre og barn får øjenkontakt. Det er også her, at vi kan se, at det nyfødte barn f.eks. kan efterligne ansigtsudtryk. Der er stor forskel på, hvor længe et nyfødt barn er opmærksom på denne stille, intense måde.

I 8-9 mdr.s alderen ses det ofte tydeligst, at forældre og barn er tæt knyttet til hinanden. Det bliver nemlig meget skræmmende for barnet at forlade forældrene, eller at blive forladt af dem. Alle forældre til et barn i denne alder vil formentlig kunne nikke genkendende til dette. Barnet kan både græde eller skrige, når forældrene vil aflevere barnet; også selvom det er til nogle, barnet kender godt.
Der kan være store forskelle på, hvor kraftigt det enkelte barn reagerer på at blive forladt af deres forældre. Barnet, der græder voldsomt meget, behøver altså ikke absolut at være tættere knyttet til sine forældre, end børn, der kun græder lidt; ligesom der kan være forskel på, præcis i hvilken alder barnet reagerer på at blive forladt. Barnets reaktion er dog en naturlig konsekvens af dets tætte tilknytning til forældrene, og barnet vil efterhånden opdage, at forældrene altid kommer igen.

Andre børn er også fantastisk spændende. Det første år vil barnet meget gerne se på andre børn, ofte dog uden egentligt at lege med dem eller være sammen med dem. Når barnet nærmer sig 1 års alderen, vil barnet i stigende grad efterligne andre børns gøremål; ligesom barnet også vil nyde at lege ved siden af et andet barn. F.eks. vil to 1-årige børn meget gerne sidde ved siden af hinanden, mens de leger med hver sine klodser; de leger ikke rigtig sammen – udover at stjæle lidt klodser fra hinanden i ny og næ – men de er alligevel tydeligt sammen med hinanden.

Kreativitet:

Leg:
Det første år vil barnet meget gerne se på andre børn, ofte dog uden egentligt at lege med dem eller være sammen med dem. Når barnet nærmer sig 1 års alderen, vil barnet i stigende grad efterligne andre børns gøremål; ligesom barnet også vil nyde at lege ved siden af et andet barn. F.eks. vil to 1-årige børn meget gerne sidde ved siden af hinanden, mens de leger med hver sine klodser; de leger ikke rigtig sammen – udover at stjæle lidt klodser fra hinanden i ny og næ – men de er alligevel tydeligt sammen med hinanden. Denne måde at lege sammen på kaldes parallelleg.

Barnet påvirkes tydeligt af musik og sang. Et stille stykke musik kan berolige barnet, ligesom det tidligt kan foretrække at høre at høre et ganske bestemt musikstykke eller sang. Kraftig eller voldsom musik kan til gengæld gøre et lidt uroligt barn mere uroligt.

Barnet vil i det første leveår i stigende grad eksperimentere og undersøge alt i dets nærhed. Barnet er meget nysgerrigt og interesseret i sine omgivelser. Alt bliver vendt og drejet på nye og anderledes og indimellem meget kreative måder. Barnets følesans er bedst udviklet i mund og hænder, og det er derfor vigtigt for barnets oplevelse at røre ved, og helst smage, på alt.
Barnet vil nyde at male med fingermaling og måske sætte nogle streger på et papir med nogle store farver; ikke for at opnå et produkt, men for at nyde opdagelsen af, at barnet kan påvirke sin verden og afsætte mærker på papir.
Kreativitet er altså i det første leveår forbundet med at undersøge og eksperimentere.

Hvordan kan jeg støtte mit barns udvikling?

Alle forældre vil det bedste for deres barn. Intet er dog perfekt; heller ikke forældre. Når der derfor nedenfor står nogle idéer til, hvordan forældre bedst kan støtte deres barn, Behøver den dårlige samvittighed ikke at vælte frem. Forældre kan kun gøre sig de største anstrengelser for at hjælpe eller støtte deres barn det meste af tiden.
Børn har heldigvis også brug for hele forældre; ikke en professionelle forældre. Børn har både brug for de glade og de fjollede forældre; og de sure, triste og urimelige forældre. Bare det som oftest er forældre med overskud og lyst til at være forældre. Det vigtige er nemlig det, som forældrene er og gør i hverdagen.

Det mest afgørende for det lille barns senere udvikling er, at barnet tidligt knyttes til forældrene eller andre vigtige voksne, og bl.a. får øjenkontakt. At forældrene kigger i barnets øjne og fastholder øjenkontakten, mens de ”taler” med barnet. Dette sker heldigvis helt naturligt for de allerfleste forældre.
Det er lettest når barnet er vågent på en rolig måde, og når barnets ansigt er i en afstand af ca. 20-25 cm. Et godt sted og tidspunkt er ofte, når barnet lige er skiftet og ligger på puslebordet.

Det lille barn har derudover først og fremmest brug for omsorg. En omsorg, der følger barnets behov. Forældrene må altså søge at lære barnet at kende – opdage barnets signaler; finde ud af om det er træt eller vil ”tales” med, og hvor det har sin opmærksomhed. Følge barnet. Opdage og støtte dets forsøg på f.eks. at nå noget legetøj eller at gå rundt om bordet selv.
Samtidig med så vidt muligt må følge barnets behov, må forældrene også forsigtigt hjælpe barnet ved at afpasse kontakten med andre. Barnet kan især som helt spæd ikke selv trække sig fra samværet med andre.
F.eks. være opmærksom på at barnet ikke bliver ”kørt helt op”, når det f.eks. jubler over fars ”borte-tit-tit”-leg. Det er dejligt for barnet at juble, men samtidig er det en hjælp for barnet, når legen sluttes roligt og ikke i gråd.
Barnets andre basale behov for mad og søvn må også langsomt afpasses barnets og resten af familiens rytme.

Relevante emner

Småbørn 1-3 år

Børnemishandling og omsorgssvigt