Når kvinden bliver gravid, sker der en række omvæltninger på det sociale område såvel fysisk som psykisk.
Økonomiske forhold, boligforhold, mandens og kvindens forhold til hinanden og forholdet til deres egne forældre spiller en stor rolle for, hvordan graviditeten opleves.
Psykisk starter en udviklingsproces, hvor kvinden begynder at indstille sig på det, som skal ske: en af de største udfordringer i livet – en udfordring, som giver mulighed for udvikling og modning i den personlige vækst.

Myter

Myter er en vældig fællesdrøm, som bunder i ønsket om lykke. I tidligere tiders uoplyste samfund opstod myter og overtro som et forsøg på at forklare og forstå livet og naturen. Videnskaben har i dag aflivet mange myter. Myter er også normer og forestillinger om, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller ondt, dvs. en moralsk vurdering. De indeholder ”naturgivne” antagelser om forskellige årsagssammenhænge.

Til den ”rigtige” familie hører børn. Hvis en kvinde gifter sig, og der ikke kommer børn, er hun suspekt. ”Så er det nok ikke den rigtige mand alligevel”, og hun vil ”fortryde det, når hun bliver gammel”. Vi ligger under for myter om, at der til en ”rigtig” familie hører børn.
Igennem reklamer påvirkes kvinden til at efterligne forskellige antagelser om, hvordan det er at være gravid. Den gravide kvinde er smuk, hun har lige været til frisør, hun har en hængekøje i haven osv. Hun har også en mand, som er beundrende og omsorgsfuld. Graviditeten er ”den lykkelige ventetid”, som om der er en stor julepakke i den anden ende.
De fysiologiske gener kan bagatelliseres. ”Det er bare fordi hun er gravid, at hun er så hysterisk”.
Myter forhindrer, at man ser på graviditeten som en krisetid, fuld af usikkerhed og angst, men også mulighed for modning og udvikling.
Myter er med til at gøre informationen ensidig om de reelle forhold, som drejer sig om, hvilket arbejde og hvilken bundethed, der også hører med til det at have børn. Mulighed for indsigt og reel vurdering kan blive vanskeliggjort af myterne.
Jo mere en kvinde har idealiseret moderskabet, jo mere er hun i risiko for at blive skuffet, disillusioneret og deprimeret overfor virkeligheden.

Hvorfor vil vi have børn?

De fleste voksne mænd og kvinder ønsker sig på et eller andet tidspunkt i livet at få et barn. For mange er det en selvfølgelighed, som ikke overvejes nøjere.
Der er muligvis tre væsentlige grunde: biologiske grunde, udviklingsmæssige grunde og kulturelle eller sociale grunde.

De biologiske grunde til at få børn hænger sammen med ønsket om at overleve. Dette instinkt påvirker formentlig dels vores lyst til at have samleje og derefter til at bibeholde en eventuel graviditet. Dels påvirker instinktet vores evne til at tage os af vores børn. Det er ikke alene hos forældrene, at der findes instinkter, som sikrer plejen af den nyfødte. Barnets sutterefleks er et eksempel på det samspil, som er mellem barnets og moderens instinktive adfærd. Når barnet er sultent, skriger det, og skriget påvirker moderens mælkekirtler og hendes lyst til at tage sig af barnet.

De udviklingsmæssige grunde til at få børn hører sammen med vores personlige opvækst og udvikling og kan påvirkes af både omgivelser og kultur. Det kan dreje sig om, at man gerne vil opleve sig selv som forældre, og at man gerne vil have mulighed for at give af sin kærlighed sammen med en partner, man elsker.
Ønsket kan være påvirket af en række forskellige forhold, som f.eks. det at man gerne vil gøre det bedre, end man syntes, ens egne forældre har gjort det.
Andre ønsker sig et barn for at redde ægteskabet, for at knytte partneren mere til sig selv – få en vis magt via barnet.
For nogle kvinder er det at være gravid det samme som at være kvinde. Uden maven føler de en slags tomhed eller ufuldkommenhed.
Det ser ud, som om vi – på trods af vores livsmønster og på trods af vores ikke altid lige børnevenlige samfund alligevel vil have børn. Børnene kan stå i vejen for anskaffelse af varige forbrugsgoder og for forældrenes handlefrihed. Alligevel opfylder de visse behov, som forældrene har.
Et af de mest fremtrædende behov er behovet for at holde af og for, at nogen holder af én selv.
Børn betragtes som forældrenes private ejendom. Forældrene har magt over dem, de kan opdrage dem og straffe dem efter de principper, de selv finder rigtige.
Forædrene har også et behov for fysisk kontakt. Også dette behov kan de få dækket ret godt i samværet med deres børn – i modsætning til de ofte få muligheder, vi har i vores omgang med andre mennesker.
Et andet behov, som også er væsentligt, er behovet for igennem børnene at finde en ”mening med tilværelsen”. Det at have et ansvar for deres velfærd, at se dem reagere på ens indsats, er en næsten uundværlig oplevelse, som kun de færreste har i deres daglige arbejde.
Endelig repræsenterer barnet social kontakt. Dvs. barnet kan opfattes som en sikring imod en ensom alderdom, hvis vi ikke formår at skabe andre kontakter end dem, vi har i familien.

Kulturelle eller sociale grunde til at få børn kan vise sig som et pres fra omgivelserne – fra familie og venner – specielt hvis kvinden er barnløs til hun er over de 25, og det kan indvirke på hendes beslutning om at blive gravid. At være både gift og barnløs anses ofte for socialt uacceptabelt. ”En kvinde er ikke fuldkommen, før hun har fået børn”.
Man kan også blive udsat for pres fra bekendte, der selv har børn. Nogle gange kan man få det indtryk, at de mener, at man ikke skal have det bedre, end de har det. ”Man har godt af at prøve, hvad det vil sige at have børn”.
I nogle samfund er det at få børn et spørgsmål om overlevelse, fordi børnene repræsenterer den nye arbejdskraft, som sikrer forældrene i deres alderdom.

Vores motivation for at få børn er således farvet af både biologiske instinkter og af vores egen opvækst, og alle disse forhold påvirker holdningen til det ufødte og siden nyfødte barn.
Hvis kvinden derfor ikke selv er afklaret med hensyn til, om det er godt eller dårligt, at hun er gravid, er hun tilbøjelig til at lægge vægt på, hvad andre mener om den situation fremfor selv at tage stilling.

Sociale forhold

Kvinden står i dag splittet mellem to modstridende krav. Hun forventes på den ene side at kunne engagere sig aktivt i sit arbejde – at prioritere det på samme måde, som manden gør det. Samtidig lever hun under et kulturelt krav om at prioritere sin familie.
Denne situation bliver ofte en konflikt i det øjeblik, kvinden bliver gravid. Det at være mor er vanskeligt at forene med at forsøge at skabe en selvstændig kvindelig identitet. Samfundets tilrettelægning af en kombinationsmulighed mellem moderrollen og andre roller er dårlig.
Graviditet og børn skal helst ikke nævnes i vores uddannelsessystem eller i arbejdslivet. Børn er upoduktive, derfor er børnepasning og opdragelse tilsvarende lavt prioriteret i samfundet.
Den gravide kan føle sig som i ingenmandsland. Gode råd om, hvordan hun skal gøre, påvirker hende fra alle sider. Den forrige generation siger, at hun skal hvile sig, den nuværende at hun skal leve som hun plejer – underforstået være produktiv. Derved kan hun føle, at hun bliver nødt til at fornægte sin træthed, og hun bestræber sig på at klare både fuldtidsjob, husarbejde og forberedelserne til barnet.
At have et job er med til at opbygge og støtte kvindens selvtillid og selvstændighedsfølelse. Den stærke kontrast herfra til isolationen i barselstiden og den følelse af usikkerhed, hun ofte har overfor moderrollen, er en vanskelig håndterbar kombination.

Familiestrukturen i vores samfund er uhensigtsmæssig både for den gravide og den nybagte mor. Modsat tidligere tiders sammenhold og fællesskab i slægten, er kernefamilien nu præget af isolation. Der er sjældent bedstemødre at støtte sig til, og kvinden har kun lidt eller ingen mulighed for at tale med andre gravide. Tidligere fik mange kvinder kendskab til barnepleje ved at passe deres små søskende eller naboens børn. I dag er det sjældent, at familien har mere end 2 børn, som er født med få års mellemrum. Den gravide og nybagte mor er derfor henvist til at læse sig til viden, og det sker ofte igennem reklamebrochurer, eller hvad hun kan huske af den vejledning, hun fik på fødselsforberedelseskurset eller på selve føldestedet.

Økonomi, parforhold, uønsket graviditet, konflikter med familien eller det at miste sit job i forbindelse med graviditet og fødsel indvirker i høj grad på graviditetsforløbet. De ydre forhold kan bevirke, at kvinden belastes yderligere og får forskellige symptomer som f.eks. nedtrykthed, træthed eller modløshed.

Vi ønsker sikkert alle at skabe så gode betingelser for barnet som muligt. Derfor venter mange forældre med at få børn, til de materielle ting er i orden. Men vi er alt for vant til at vurdere i fast værdi. Det at have f.eks. økonomien i orden kan skabe et falsk sikkerhedsnet. Tryghed er ikke noget materielt. Men det har vi lært – gennem vores opvækst og senere bl.a. gennem reklamer.

Fysiske ændringer

Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvordan graviditeten opleves. Nogle husker den som den skønneste periode i deres liv, hvor de havde det fysisk bedst, andre har en mængde gener.
I begyndelsen af graviditeten, ca. seks - ti uger efter kvinden er blevet gravid, kan hun føle sig træt og utilpas. En del kvinder har kvalme om morgenen, andre mærker ingen gener. Symptomerne forsvinder i reglen midt i graviditeten, hvor kroppen har vænnet sig til den ændrede hormonbalance.
Senere i graviditeten, når livmoderen og fosteret begynder at vokse kraftigt, kan der komme andre symptomer som rygbesvær, hæmorrhoider, trang til hyppigt at gå på toilettet, sure opstød, smagsændringer og f.eks. lyst til at spise specielle ting.

Blodcirkulationen i bækkenregionen er ændret i den sidste del af graviditeten. Derfor kan den gravide være mere modtagelig for infektioner i urinvejene og i skeden. Den surhedsgrad, der er i skeden hos den ikke-gravide, giver normalt dårlige vækstbetingelser for svamp, en mikroorganisme, som findes næsten overalt i vores omgivelser. Betingelserne for, at svamp kan trives, er fugtighed. I graviditeten ændres surhedsgraden i skeden. Derfor bliver den gravide mere modtagelig for svampeangreb. Det kan give en meget generende kløen og svien.
Andre kvidner får blærebetændelse. Ingen af disse to gener skader fosteret.

Hormonelle ændringer

Hvilke fysiologiske forandringer og psykiske svingninger forekommer i forbindelse med den ændrede hormonbalance i graviditeten og efter fødslen?
Allerede ved befrugtningen sker der en ændring af kvindens hormonbalance, og denne ændring vedvarer et stykke tid efter fødslen. Man kan måske mene, at forskydningerne i hormonbalancen er årsag til en efterfølgende psykisk ubalance, alene af den grund, at depressive tilstande, som er opstået i forbindelse med fødslen kan bedres ved medicinsk behandling.

Almindelig menstruationscyklus

For bedre at kunne forstå, hvad der sker i graviditeten og efter fødslen, kan det være relevant at ridse op, hvad der sker i den almindelige menstruationscyklus.

På 1. menstruationsdag starter cyklen med, at et af hypofysens (overordnede) kønshormoner går over i blodet. Det bevirker, at en af de mange tusinde ægceller i en af æggestokkene begynder at modnes.
Den lille ægcelle vokser i løbet af de næste 14 dage og nærmer sig efterhånden æggestokkens overflade, hvor den danner en lille blære, folliklen. I disse første 14 dage producerer æggestokken det underordnede hormon østrogen, som får livmoderslimhinden til at vokse for at modtage et eventuelt befrugtet æg. Ca. 14 dage efter 1. menstruationsdag sker ægløsningen. Det modne æg begynder sin vandring gennem æggelederen ned til livmoderen.
Ved ægløsningen går der bud til hypofysen. Nu sender den andre hormoner til æggestokkene. Den tomme follikel (”arret”) fyldes op med specielle celler, som er i stand til at danne et andet hormon, progesteron.
Progesteron går over i blodet og får livmoderslimhinden til at vokse yderligere så et eventuelt befrugtet æg kan få en blød og modtagelig overflade at ”lande på”. Hvis ægget ikke bliver befrugtet af en sædcelle, udstødes det, og livmoderslimhinden afstødes og skylles ud med menstruationsblodet. Det gule legeme, ”arret”, skrumper mere og mere ind.
Menstruationen er en ”månedlig hovedrengøring”, for at der kan gøres klar til næste eventuelle svangerskab.
Hele processen reguleres af hypofysens hormoner og de to hormoner fra æggestokken, østrogen og progesteron.

Graviditet

Hvis der derimod sker en befrugtning, sætter ægget sig fast i den dertil forberedte slimhinde i livmoderen. Der sendes umiddelbart efter – ved hjælp af hormoner – besked til hypofysen om, at graviditet er indtrådt, og nu kræves en anden slags hormoner for at opretholde svangerskabet. Der sker herefter en række ændringer.
Hypofysens udskillelse af overordnet kønshormon begynder allerede at aftage i 1. svangerskabsuge.’
Æggestokkens corpus luteum, det gule legeme (eller ”arret”, som ved den almindelige menstruationscyklus skrumpede ind kort tid efter ægløsningen) begynder nu at vokse til det fylder ca. det halve af æggestokken. Det producerer nu både østrogen og progesteron.

Den øgede progesteronmængde har betydning for udviklingen af moderkagen og hindrer, at der kommer menstruation. 2 månder inde i svangerskabet begynder det gule legeme igen at skrumpe ind, og fra 4. måned overtager moderkagen hormonproduktionen.
Så snart det befrugtede æg er vokset fast i livmoderens slimhinde, begynder moderkagen (placenta) sin udvikling. Den har 2 væsentlige funktioner. For det første fungerer den som et kontakt- og udskiftningsorgan mellem moderens og fosterets blod – altså deres indre transportsystem. For det andet er moderkagen en vigtig hormonkirtel. Der foregår her under hele svangerskabet – med vekslende styrke for de forskellige hormoner – en produktion af både overordnede og underordnede kønshormoner. Disse hormoner har bl.a. betydning for svangerskabets opretholdelse. Produktionen af det overordnede kønshormon – gonadotropin – begynder tidligt i svangerskabet. Gonadotropinet overføres til moderens blod og udskilles for en del i urinen. Det er gundlaget for de kemiske svangerskabsreaktioner, hvorved man kan påvise indtrådt graviditet.
De underordnede kønshormoner – østrogen og progesteron – dannes i moderkagen, især i den senere del af svangerskabet – dvs. omkring 4. fostermåned. Fra da af og resten af svangerskabet tiltager dens hormonproduktion. Lige før barnet bliver født, fremstiller moderkagen ca. 10 gange så meget østrogen og ca. 100 gange så meget progesteron som æggestokken hos den ikke-gravide. Progesteronet er et forstadium til opbygningen af andre af moderkagens hormoner og af betydning for fosterets udvikling.
Det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderslimhinden. Placenta dannes. Besked til hypofysen om at graviditet er indtrådt.

Af mange af de øvrige hormonelle ændringer, som sker i graviditeten kan nævnes en tiltagende udskillelse af prolaktin fra hypofysens forlap. Prolaktinniveauet når maximum kort efter fødslen. Den stigende produktion forbereder brystkirtlerne til den senere mælkeproduktion samtidig med at selve kirtelbundene, hvor produktionen af mælk foregår, påvirkes af progesteronet fra det gule legeme og moderkagen.
Også skjoldbruskkirtlens udskillelse øges i graviditeten, hvilket menes at være et led i hypofysens øgede produktion i øvrigt. Resultatet heraf er, at stofskiftet sættes i vejret.
Igennem hele graviditeten forøges mængderne af hormon i stigende grad. Nogle af de væsentligste ændringer er således:

• Øget prolaktinudskillelse (af betydning for udviklingen af mælkekirtlerne)
• Øget østrogenudskillelse (kønshormon). Kort før fødslen ca. 10 gange det normale.
• Øget progesteronudskillelse (kønshormon). Kort før fødslen ca. 100 gange det normale.
• Øget thyroxinudskillelse (stofskiftet sættes i vejret).

Efter fødslen

Efter fødslen kommer der et kraftigt fald i mængden af østrogen, progesteron og gonadotropin i blodet efter tabet af moderkagen.
Østrogen findes således ikke i blodet 3. dagen efter fødslen, og niveauet forbliver lavt indtil menstruationen kommer igen.
Også progesteronniveauet falder brat, dvs. til 100 gange lavere end det var i slutningen af svangerskabet, og det forbliver lavere end normalt til menstruationen starter. De hormoner, som moderkagen udskilte, er således forsvundet indenfor 7 dage efter fødslen.
Den hormonelle funktion, som påvirker mælkesekretionen, undertrykker sædvanligvis kønshormonproduktionen, således at menstruationen oftest først kommer i gang 3 – 4 månder efter fødslen.
Af de øvrige forandringer efter fødslen kan nævnes, at der også i løbet af de næste 4 uger sker en langsom ændring af skjoldbruskkirtlens produktion af hormonet thyroxin. Dvs. at stofskiftet nedsættes. Denne nedsættelse varer ca. 9 måneder efter fødslen.

Hormoner – psykiske symptomer

Hvilke psykologiske aspekter har menstruation, graviditet og hormonelle ændringer?
Fra pubertet til overgangsalder – en månedlig gentagelse, hvor kvindens krop forbereder hende til graviditet – rettes hendes personligheds energi ubevidst i retning af moderskab.
Svarende til de første 10 – 14 dage af menstruationscyklen er der hos mange kvinder en øget kønsdrift. Man mener, at dette skyldes indirekte virkning af stoffet østradiol på visse nerveceller i hjernen. De fremherskende følelser er udadrettet aktivitet, hvis biologiske mål er at bringe et samleje i stand.
Ved ægløsningen skifter retningen i den seksuelle tendens, dvs. energien rettes i nogen grad indad mod ens eget legeme og dets velfærd.
I 4 – 6 dage efter ægløsningen er hormonproduktionen høj, idet både østrogen og progesteron produceres.
Sammenlignende studier af den sidste fase af menstruationscyklen – fra ægløsningstidspunktet til 1. menstruationsdag - peger på betydningen af energiens ændrede retning mod kroppen. Tendensen går mod en tilbageholdende og modtagende holdning, hvor erindringsspor fra barndommen – specielt vedrørende moderen – dukker op.
Graviditeten forstås måske bedst som en umådelig forstærkelse af denne sidste fase i cyklen. Det vil sige en kombination af en fysiologisk proces og øget modtagende og tilbageholdende/fastholdende psykiske tendenser. Reaktionen på disse processer kan være en hvilen i sig selv, såvel som forsvar imod den.

Regression

Svarende til de sidste 14 dage af kvindens menstruationscyklus sker der det samme i graviditeten, nemlig en ubevidst ”repetition” af gamle indlærignsmønstre og erfaringer. Nogle kvinder kan i forbindelse hermed opleve, at konflikter fra puberteten og fra barndommen dukker op igen. Det sker, fordi kvinden prøver at hente gammel indlæring frem, der kan passe til den nye situation.
Det, at den gravide foretager en regression (går tilbage til tidligere faser i sit liv), er en normal reaktion, som har flere hensigtsmæssige formål. Under graviditeten bevirker regressionen først og fremmest, at kvinden bliver mere opmærksom på de fornemmelser, hendes krop giver hende. Hun kan bedre indstille sig på kroppens og fosterets reaktioner.
Efter fødslen har regressonen et andet formål, nemlig at gøre moderen i stand til at forstå barnets signaler og behov.
Regressionen har endnu et formål. Kvinden står overfor en mængde nye krav i tilværelsen. Hun skal fungere som mor. Derfor har hun brug for erfaringer, og hvis hun ikke selv har haft mulighed for at få disse erfaringer, kan hun ”låne” dem hos andre, og hvem er vel nærmere end kvindens egen mor. Derfor søger hun tilbage i sin erindring om, hvordan hendes egen mor klarede den situation, som hun nu selv står i. Det er moderens måde at klare opgaven på, den gravide først og fremmest vil søge at finde sig en model i.
Regressionen bevirker, at kvinden genoplever sine egne følelser overfor sin mor. Ubevidst overtager hun hendes handlemåder som sine egne, og den måde, kvindens egen mor fungerede på, vil påvirke hendes opfattelse af sig selv i morrollen.
Den ubevidste genoplevelse af kvindens egen tidlige barndom og af hendes forhold til sin mor kan være fuld af konflikter. Derfor kan kvinden modarbejde regressionsprocessen og tage afstand fra sin graviditet, eller hun kan blive så overvældet af de følelser, der dukker op, at hun delvis går ind i en barnlig og umoden holdning. Hun mister kontakten med sin voksne funktion – det at tage ansvar, at kunne overskue situationen osv. Hendes reaktion kan blive en barnlig passivitet.

Regressionen hindres

Den udvikling, vi selv har genenmgået fra barn til voksen, og som er påvirket af vores kultur, rummer en mængde konflikter. I vores kultur er det stadig almindeligt, at kvinden først og fremmest opdrages til at være mor. Det forventes af hende, at hun passer sit hjem, at hun sørger for, at mand og børn er glade. Dertil kommer, at kvinden sædvanligvis opdrages til at være indadvendt og passiv.
I det øjeblik, kvinden er blevet gravid, stimuleres hun af sin egen kropsfunktion (hormonerne) til at koncentrere sig om, hvad der sker inde i hende. Samtidig oplever hun at hendes praktiske og materielle situation yder hende meget få muligheder for at udvikle de kvaliteter, en god mor skal have. Hun skal tage den med ro. Hun skal også indstille sig på at tænke på barnet, at tage ansvar for det. Hun skal tilrettelægge en mængde praktiske ting i forbindelse med barnets fødsel og den første spædbarnstid. I virkeligheden står hun overfor truslen om måske at blive afskediget enten direkte eller indirekte.

Kvinden har sædvanligvis et lige så stort behov som manden for at være udadvendt, social aktiv og til at få sig en uddannelse og senere et job på lige fod med manden. Det er ofte det sidste behov, som kvinden føler sig truet på – især efter fødslen. Derved opstår der en konflikt mellem den indadvendthed, som ligger i den fysiologiske formeringsproces og de dermed forbundne psykologiske processer. Det kan skabe aggression, som hun i første omgang kan rette mod de ydre omstændigheder, som er årsagen til konflikten.
Aggressiv adfærd er imidlertid ikke noget, der ”ligger til kvinden”. I vores kultur opdrages den lille pige sædvanligvis til at være blid og sød. Kvinden er derfor også som voksen delvis aggressionshæmmet. Hun er vant til at bremse sit raseri, længe inden det kommer i udbrud. Hendes aggression bliver derved ofte diffus eller går ud over nogle irrelevante ting. Den kan ikke finde sit rette mål. Så kan der ske det, at aggressionen bliver rettet indad (”det her klarer jeg dårligt, jeg duer ikke”), og så får kvinden skyldfølelse og bliver måske deprimeret.

Hvis regressionen hindres af ydre omstændigheder (arbejdsstress, en ikke planlagt graviditet, konflikter med partneren, problemer vedrørende økonomi, arbejdsplads osv.), kommer kvinden i konflikt med sig selv – med sin egen biologiske funktion.
En anden grund til, at regressionen hindres og opleves som noget negativt, er, at kvindens forhold til sin egen mor har været dårligt med manglende kontakt, frustrationer osv. (”jeg ville ønske, at jeg aldrig kommer til at ligne hende”). Kvinden vil i så fald ubevidst tage afstand fra selv at skulle fungere som mor, fordi det vækker for mange ubehagelige minder.

Alle disse forhold kan bevirke, at kvinden bliver angst og usikker overfor sin egen funktion. Det kan føre til, at hun foretager en yderligere regression, dvs. at hun ikke mere føler sig som voksen, hun mister selvtilliden og begynder at føle sig som et barn, som ikke kan klare de nye ”overvældende” krav og det store ansvar.

Fornægtelse af graviditeten

Nogle kvinder sætter en ære i at leve, som om de ikke var gravide – en fordrejet opfattelse af, at graviditet ikke er nogen sygdom. Derfor kan man ofte komme ud for, at disse kvinder ingen symptomer har i graviditeten. De fornægter den snarere. De klarer det hele ”strålende”, og de synes at befinde sig udmærket.
Fuldstændigt fravær af symptomer i graviditeten er ikke nogen garanti for, at kvinden også får en problemfri efterfødselsperiode. Det kan tværtimod være et tegn på, at en konflikt er under udvikling. Enhver graviditet medfører en række ændringer, f.eks. perioder med utilpashed, irritabilitet og træthed, og det er vigtigt at være åben overfor disse reaktioner i stedet for at skubbe dem fra sig.
Hvis kvinden er åben overfor sine følelser og fornememlser, tager hun selv aktivt del i den menneskelige udviklingsproces, som sker allerede i graviditeten.

Angst for fødslen

Det er en ganske naturlig ting at være bange for det ukendte. Denne angst kan imødegås ved at søge oplysning, dels om hvordan en fødsel foregår, dels om fødestedet og endelig ved at lade være med at lytte til myter og ammestuehistorier.
Kvinden kan også være bange for, hvordan hun vil reagere på den enorme følelsessmæssige oplevelse, som en fødsel er. Det er velkendt, at fortrængte erindringer dukker op. Nogle teoretikere hævder, at i det øjeblik kvinden føder et barn, kan hun genopleve nogle af de følelser og fornemmelser, hun selv havde, dengang hun blev født.
Man kan kort sige, at jo flere oplysninger, kvinden kan nå at få inden fødslen, jo mindre er risikoen for, at hun reagerer med panik, og jo mere energi bliver der så til at klare den følelsesmæssige side, eller ting man ikke kan forudse.

Angst for at føde et misdannet barn

Det er ganske almindeligt og naturligt at bekymre sig for, om barnet bliver velskabt.
Der er visse tidspunkter i graviditeten, hvor kvinden kan føle sig særlig angst. Det drejer sig især om perioden omkring 3., 5. og 7. måned. Efter de første 3-4 måneder af graviditeten er risikoen for spontan abort ikke nær så stor, som den er det i de første par måneder. Mange forestiller sig, at den spontane abort sker, fordi der var noget galt med fosteret. Det kan være tilfældet, men der kan også være andre grunde til abort, f.eks. store psykiske kriser.
Efter de første 3-4 måneder er graviditeten en realitet, og barnet vokser og udvikler sig, uden at kvinden alligevel har nogen garanti for, at barnet bliver sundt og velskabt. Det kan skabe utryghed i denne periode.
Omkring 5. måned, hvor fosteret begynder at bevæge sig, kan kvinden igen blive angst for denne måske helt ukendte fornemmelse. I begyndelsen føles fosterets bevægelser som bobler i maven, eller som ”en fuglevinge, der stryger den på indersiden”. I den sidste del af svangerskabet bliver bevægelserne kraftige, og de kan ofte ses på kvindens mave, og hun kan måske føle en fod.
Endelig omkring 7. måned går fosteret i ”fødestilling”. Denne bevægelse kan føles ret voldsom. Barnet er nu forholdsvis stort, og det kan foretage en drejning i livmoderen, således at det kommer til at ligge med hovedet ned mod bækkenbunden.

Angsten for, at barnet er misdannet, kan være et udtryk for, at kvinden er bange for det nye ansvar. Hun er måske ikke så glad for, at hun er gravid, dvs. hun kan være mere eller mindre ubevidst aggressiv i sit forhold til det ventede barn.
Kvinder, der har født et sundt og velskabt barn, kan gøre sig tanker om, at det kun går godt én gang, og dermed er chancen mindre, når det gælder barn nr. 2 eller 3. Denne tankegang bygger formentlig på ”lyst-straf-princippet”, som er et mønster, mange børn får indbygget i deres opvækst. Dette princip drejer sig om, at vi som børn gør noget, vi har lyst til, og bagefter er det ofte blevet efterfulgt af straf, skænd, en eller anden form for isolation eller klø. Derfor vil vi ubevidst forvente en form for straf, hvis noget går godt for os senere i livet.
Hvis der i graviditeten har været et eller andet unormalt, hvis kvinden har mistanke om, at hun har spist noget, der kan skade fosteret, eller hvis hun mener, at hun kan være blevet smittet med f.eks. røde hunde, kan hun også blive bange.
Hvis hun har mange bekymringer i den retning, er det klogt at blive undersøgt eller søge alle de oplysninger, hun kan hos sin jordemoder, læge eller gynækolog.

Parforholdet i graviditeten

Det er vigtigt for parforholdet, at man gør sig umage for at fortælle hinanden om sine følelser. Kvinden kan være bange for at tale om følelser af angst for, at hun af manden bliver betragtet som forskruet, hysterisk eller selvoptaget.

I de første måneder af graviditeten har kvinden ofte meget brug for at tale om sin nye situation og om sine tanker. Hendes graviditet kan endnu ikke ses, og hun kan føle, at hun har en hemmelighed, som hele verden burde kunne se. Hun har brug for accept. At tale om de tanker, hun gør sig, er en måde at bearbejde situationen på.
Det er frem for alt vigtigt, at vi ikke brænder inde med det, vi føler. De kvinder, som giver udtryk for deres bekymringer eller deres oprevethed, kommer oftest bedst igennem en eventuel krise og tilbage til en psykisk balance, hvorimod kvinder, som ikke reagerer åbent og følelsesmæssigt, men benægter en konfliktsituation og hele tiden ”tager sig sammen”, er meget længere tid om at finde balancen igen.

Samleje i svangerskabet er endnu et af de mange tabuområder, vi ligger under for. Det er, som om det forventes, at i det øjeblik to mennesker skal være forældre, ophører de med at være seksuelle væsner. Det er nærmest upassende at have andre behov end dem, der angår fosterets ve og vel. Der er ingen grund til at være bange for hverken samleje eller onani i graviditeten. Ingen af delene skader hverken kvinden eller fosteret, med mindre der er overhængende fare for abort. Tværtimod holder det vævet i bækkenbunden elastisk til fødslen.

At være afholdende fra noget, man nyder, kan føre til, at man får spændinger i kroppen, mens et varmt og følelsesfuldt samleje hjælper begge parter til at slappe af og give efter.
At ligge fladt på ryggen – i ”missionærstilling” – føles ret ubehageligt for de fleste gravide kvinder. Sideliggende eller siddende er andre alternativer. I graviditeten har begge parter mulighed for at forsøge sig på andre måder end de vante.
Hvis der kommer blødning efter et samleje, er det klogt at gå til undersøgelse.
Der er intet, der tyder på, at samleje fremkalder abort. Men i den sidste del af graviditeten kan orgasme eventuelt få en fødsel til at gå i gang – især hvis alt i øvrigt er ved at være parat.
Hvis man ”går over tiden”, kan man forsøge at sætte fødslen i gang med et samleje. Det er hyggeligere end ve-stimulerende midler.

Det vigtigste for fællesskabet og parforholdet er, at man taler sammen, hvis man er usikker omkring det seksuelle. Måske har kvinden dårlig samvittighed over, at hun ikke føler så stor lyst til samleje som før. Måske er hun bange – f.eks. for at manden skal gå fra hende, hvis hun afviser ham.
Angst og ulyst kan være årsagen til, at kvinden får kramper i skeden. Dvs. hun føler ikke nogen form for seksuel ophidselse, hun spænder i kroppen og slimhinderne i skeden er tørre. Derved kommer samlejet til at gøre ondt.
Nogle kvinder oplever, at de får mere lyst til samleje, når de er gravide, end når de ikke er det. Lysten er især større i slutningen af graviditeten.
Det er vigtigt at slå fast, at seksualitet ikke bare er samleje, at man godt kan føle glæde af samlejer uden orgasme, og at der er mange måder, man i øvrigt kan vise kærlighed og ømhed på.