Ondt i ryggen

Dencker, Gitte, jordemoder

Hvordan føles ondt i ryggen ?

Det er selvfølgelig forskelligt, alt efter hvor smerterne/ubehaget sidder. Mest almindeligt er det dog at have ondt nederst på ryggen – i lænden. Først på dagen vil det gerne føles som en træthed i lænden, men op ad dagen kan det blive til smerter af mere eller mindre heftighed.

 

Hvornår optræder ondt i ryggen ?

Ondt i ryggen kommer i sidste del af graviditeten, med mindre man i forvejen har rygproblemer, så kan det optræde før.

 

Hvorfor får man ondt i ryggen ?

Når maven bliver stor og tung, kan det ikke undgås, at den gravide kommer til at svaje lidt i ryggen. Balancepunktet forskydes, og kvinden er på en måde nødt til at trække overkroppen lidt tilbage for at holde balancen. En stærk ryg vil kunne klare dette svaj uden at kvinden får ondt, men en slap rygmuskulatur, kan have svært ved at holde ryggen i den tiltagende svajende stilling. Det har også noget at gøre med, hvordan man er bygget. Nogle har en lang ryg, nogle en kort – der er mange ting, der spiller ind på, om den gravide får ondt i ryggen.

 

Hvad kan man gøre ?

I mange graviditetsbøger findes gode øvelser for ryggen. Det er en god idé at begynde på dem allerede tidligt i graviditeten. Svømning styrker ryggen godt – men man skal huske at tage hovedet med under vandet. Hvis man ligger og knækker nakken, for ikke at få frisuren under vand, får man bare ondt i nakken i stedet for. Det er godt at skifte mellem bryst- og rygsvømning.
Nogle har glæde af at gå til holdningskorrektion, for eksempel mensendieck gymnastik. Nogle steder er der særlige kurser for gravide. Yoga kan hjælpe, ligesådan massage og når det gør ondt, er lidt varme på ryggen dejligt.
Vigtigt er det selvfølgelig også at tænke på sine arbejdsstillinger. Undgå at løfte meget tunge ting; det er ikke muligt at løfte rigtigt, for man kan ikke få genstanden, der skal løftes, ordentligt ind til kroppen. Hvis man sidder meget ned på sit arbejde, er det vigtigt, at man sidder godt. Det er det jo altid, men det kan være, at der skal ændres på bord eller stol, i takt med at maven vokser.