1. Generelt om vitaminet

E-vitamin betegner en gruppe af stoffer, der forekommer i plantefrøenes kimolier. De betegnes kemisk alfa-, beta-, gamma-tocoferol og delta tocoferol (også andre kendes). Nyere undersøgelser har vist at E-vitaminets funktioner er meget mere komplicerede end først antaget:
Historien om E-vitamin dateres tilbage til 1922, hvor Evans og Bishop opdagede en faktor, som forebyggede fosterskader hos gravide rotter (foster-resorption). Forsøgsdyr opdrættet på E-vitaminfattig kost udvikler muskelsvind, degenerative ændringer i nyrerne, svækkelse af de røde blodlegemers ydre membran (hæmolytisk anæmi) og degenerationer i nervesystemet, især i lillehjernen. I serum ses ødelæggelse af de flerumættede livsnødvendige fedtsyrer. Disse ændringer forklares ved, at E-vitamin virker som en antioxidant, der beskytter mod virkninger af frie radikaler og hydrogenperoxid (brintoverilte) dannet i organismen. I denne sammenhæng samarbejder E-vitamin med C-vitamin. Sagen er, at når E-vitamin virker som antioxidant, omdannes E-vitamin til et ikke-aktivt mellemprodukt. Dette mellemprodukt kan dog omdannes igen til aktivt E-vitamin af C-vitamin. E-vitamin har imidlertid også relation til en anden antioxidant, nemlig sporstoffet selen. Dette er faktisk en dansk opdagelse, idet den danske nobelpristager Henrik Dam viste, at udviklingen af degeneration i lillehjernen hos kyllinger opdrættet på en E-vitaminfattig kost delvist kunne helbredes ved øget indtagelse af selen.

2. Hvad bruger kroppen vitaminet til ?

Nedenfor skal dels omtales E-vitaminets specifikke virkninger dels dets generelle virkninger, som antages forbundne med forebyggelse af skader, som følge af oxidativt stress (se i øvrigt under C-vitamin).
Nyere undersøgelser viser nu, at der er store forskelle i de biologiske funktioner af alfa, -beta og gamma tocoferol og at der for hver af disse tocoferoler findes forskellige kemiske former som skyldes den forskellige rumlige placering af tre methylgrupper. Der er for hver methylgruppe to måder de kan placeres på til højre:R (right) eller til venstre S (sinister). Da der er tre methylgrupper , at holde orden på får vi kombinationerne: RRR, RSR, RRS, RSS, SRR, SSR, SRS, og SSS. Den mest biologisk aktive form er RRR alfa-tocoferol. Sættes dennes biologiske aktivitet til 100%. Så vil de andre former af alfa-tocoferol have aktiviteten RRS 90%, RSS 73%, SSS 60%, RSR 57%, SRS 37%, SRR 31% og SSR 21%.

Vedrørende virkningen af de enkelte tocoferoler vides i dag:

• at RRR alfa tocoferol indbygges mest effektivt i de fedttranporterende lipoproteiner
• at gamma-tocoferol synes at være den mest effektive inaktivator af frie radikaler i cellernes fedtfase
• at alfa-tocoferol hæmmer delingen af de glatte muskelceller f.eks. i karvæggene
• at alfa-tocoferol hæmmer den del af cellernes signaloverførsel hvor hormonale impluser over cellenoverflade receptorer hæmmer en bestemt signalvej (protein kinase C signal) og aktiverer en anden del af denne signalvej (aktiverer fosfo-protein fosfatase 2A signal vejen)
• at et stofskifte produkt af gamma-tocoferol (gamma-CEHC) inducerer øget udskillelse af natrium ioner i patienter med urinstof forgiftning

E-vitaminets optagelse fra tarmkanalen

Som fedtopløseligt vitamin kræver E-vitaminoptagelsen, at der afgives galde til tarmen. Ved visse lever- og tarmlidelser forekommer nedsat optagelse af E-vitamin. Dette gælder leverlidelser med nedsat galdedannelse, ved misdannelser i galdegangene, ved cystisk fibrose samt ved operative indgreb, hvor der fjernes større dele af tyndtarmen. Hos børn især ses i sådanne tilfælde nervøse udfald i form af nedsatte reflekser, manglende koordination af bevægelserne, nedsat vibrations- og følesans, talebesvær og muskelsvækkelse. Symptomerne bedres ved øget tilførsel af E-vitamin.

E-vitamin er en antioxidant

E-vitamin beskytter cellerne mod oxidative skader på proteiner, DNA (arveanlæg) og fedtstoffer. Disse skader, som vil blive omtalt senere, kan skyldes oxidanter og frie radikaler. Et eksempel på en oxidant, der kan skade cellerne, er ozonet, som kan skade lungecellerne efter indånding. Ozon dannes bl.a. i udstødningsgasserne i tæt biltrafik. Som antioxidant vil E-vitamin derfor forbruges i lungeepitelet, hvilket kan medføre lokal vitaminmangel. Rygere vil, som det senere skal omtales, også få en oxidativ stresstilstand dels som følge af omsætning af tjærestoffer i lungecellerne (se under frie radikaler), dels som følge af indtagelsen af de små røgpartikler, som når helt ned i de aktive dele af lungerne, hvor udveksling af ilt og kuldioxid finder sted. Det er sandsynligt, at de her forveksles med bakterier og derfor optages i en bestemt gruppe hvide blodlegemer, de såkaldte granulocytter og makrofager. Disse celler er specialiserede i at afgive en byge af frie radikaler i form af superoxid radikaler og klorin. Denne egenskab udnyttes af disse celler til at dræbe bakterier. Hos rygere, der konstant belastes med tjærestoffer og røgpartikler, medfører disse celler imidlertid et oxidativt stress, der ødelægger lungevævet (og andre væv i organismen). Disse skader kan delvist afhjælpes ved indtagelse af store doser E- og C-vitamin. Som antioxidant, der bryder de kæder af reaktioner, der omsætter frie radikaler, har E-vitamin forebyggende effekt på en række kræfttilstande, som måske står i relation til abnorm dannelse af frie radikaler. To kliniske studier underbygger dette.
For at E-vitamin kan virke som antioxidant skal den fra blodbanen af et særligt transport protein transporteres ind i celler og fedttransporterende proteiner i blodbanen. Blandt de forskellige tocoferoler transporteres RRR-alfa-tocoferol hurtigst med når tocoferolerne er nået ind i fedtfasen så er gamma-tocoferolerne de mest effektive til at opfange frie radikaler i fedtfasen.
Tocoferolernes evne til at opfange frie radikaler (se ovenfor under C-vitamin) har interesse for en række sygdomme hvor man antager at en ukontrolleret fri radikal-dannelse er årsag til skader. Det drejer sig om:

• åreforkalkning (arteriosclerose)
• visse cancerformer
• sukkersyge (glykeringsreaktioner)
• grå stær (catarakt)

Disse sygdomme har direkte eller indirekte noget at gøre med vor livsstil (Se afsnittet om ”Frie radikaler, antioxidative enzymer og oxidative stressbetingede sygdomme”).

Om livsstil og sygdom

Principielt har vi to typer af celler i vore organer:

• De celler, som kan dele sig og dermed forny sig hele livet igennem.
• De celler, der ikke kan dele sig.

Til sidstnævnte gruppe hører hjerne- og muskelcellerne. Vi skal derfor passe på vore hjerne-celler. De nerveceller, vi har fået i fosterlivet, skal vi altså leve med, til vi dør. Modsat dette kan levercellerne dele sig, således at der her sker en fornyelse hele livet igennem. Alligevel kan celletyper, der kan dele sig, degenerere. Sagen er, at ved delingen skal vore arveanlæg (DNA) kopieres. Der kan opstå fejl i DNA-koden forud for en deling. Årsagen hertil kan være DNA-skader som følge af oxidativt stress, men også radioaktiv stråling, ultraviolet stråling og kemisk påvirkning kan give DNA-skader.

3. Hvor findes vitaminet i kosten ?

E-vitamin forekommer i meget høje koncentrationer i hvedekimolie (320 mg/100 ml), men også andre kimolier har højt indhold (bomuldsfrø-kimolie f.eks. 83 - 92 mg/100 ml).

4. Hvor meget må jeg tage ?

Man vurderer døgnbehovet af E-vitamin til 70 – 100 mg. Hvis man vil hæmme fri radikaldannelse ved de reaktioner, der er beskrevet ovenfor vurderer undertegnede at den daglige indtagelse skal være på 500- 1000 mg per dag, i hvert fald til rygere.

5. Hvem har øget risiko for E-vitamin mangel ?

Som anført under pkt.2. kan mangel på eller lavt indhold af vitaminet opstå ved:

• Kroniske lever og tarmlidelser
• Stresset livsstil f.eks. tobaksrygning
• Udsættelse for giftige kemikalier f.eks. i arbejdsmiljøet
• Ved sukkersyge og visse hjernelidelser

6. Hvad er symptomerne på E-vitamin mangel ?

Som anført ovenfor udvikler sygdomme der er forbundne med fald i kroppens E-vitamin indhold sig snigende. Det drejer sig især om livsstilssygdommene forbundne med tobaksrygning, arteriosclerose og visse typer af cancer. Ved kroniske tarmsygdomme med lavt E-vitamin niveau kan ses affektion af centralnervesystemet, øget henfald af de røde blodlegemer (øget hæmolyse), leveraffektion (lever cirrhose).

7. Hvordan behandles E-vitamin mangel ?

Som anført ovenfor er det daglige behov på E-vitamin ca 70 100 mg/dag. Ved resorptionsdefekter (lever og tarmlidelser) og ved beskyttelse af tobaksrygere er behovet langt større (se ovenfor).

8. Hvad er symptomerne på overdosering ?

E-vitamin kan ikke overdoseres. Ved ekstremt høje doser (op til 2 gram per dag) er set mavesmerter, abnorm nyrefunktion og forstyrrelser i forplantningsorganerne.

9. Må E-vitamin indtages sammen med andre lægemidler ?

E-vitamin synes ikke at interagere med andre lægemidler bortset fra at man stadig diskuterer om E-vitamin supplementering kan tages i perioder med kemoterapi og behandling med ioniserende stråling.