Åreknuder

Vandborg, Niels, speciallæge

Definition:

Åreknuder (varicer) er udvidelser på venerne (de blodårer, der fører blodet tilbage til hjertet). De er oftest lokaliseret på benene.

 

Hvem og hvor mange:

Der er en arvelig tendens til åreknuder. Kvinder rammes oftere end mænd.

 

Symptomer:

Åreknuderne er ofte tilstede i mange år før de giver egentlige symptomer. De kan starte i graviditeten og først give gener mange år senere. I de fleste tilfælde giver åreknuderne intet ubehag udover den kosmetiske gene.
Når åreknuderne giver gener vil de første symptomer være tyngde og træthedsfornemmelse i benene samt evt. natlige krampe i læggen. Efterhånden kommer der egentlige smerter og benene bliver tykke på grund af væskeophobning (ødem), som følge af det dårlige blodomløb.

 

Årsager:

Blodet pumpes fra hjertet via pulsårerne ud til kroppens forskellige dele, muskler og organer m.m., herfra ledes blodet via venerne tilbage til hjertet igen. Venerne er til forskel fra pulsårerne tyndvæggede og ikke bygget til at klare større tryk, derfor er deres funktion afhængig af funktionen af den omgivende muskulatur og klapperne, som sidder inde i venerne, og sørger for at blodet kun kan løbe den ene vej.
Hvis klappernes funktion ødelægges, pga. forkalkning eller lign., eller hvis trykket mod blodstrømmen bliver større end styrken i musklerne, opstår åreknuderne.
I oprejst stilling er blodtrykket størst i benene, hvorfor åreknuderne oftest fremkommer der.
Hvis åreknuderne ikke behandles er der risiko for at de kan udvikle sig yderligere og give årebetændelse eller skinnebenssår.

 

Behandling:

Som forebyggelse kan man træne musklerne i benene så de bedre kan klare trykket.
Når sygdommen giver symptomer, kan støtteforbinding eller en egentlig støttestrømpe afhjælpe nogen af generne.
Lokaliserede knuder kan fjernes operativt, eller evt. ved hjælp af indsprøjtning af et stof, der får den til at klappe sammen. Ved meget udbredte åreknuder kan det blive nødvendigt at fjerne et længere stykke vene, f.eks. hele stykket fra anklen til lysken.

 

Prognose:

Åreknuder er ikke en egentlig sygdom, men kan give symptomer, der evt. skal afhjælpes.
En vurdering, af om åreknuderne skal behandles, for at undgå ubehagelige gener, kan foretages af lægen, som bør kontaktes tidligt i forløbet.