Hvad er adfærdsforstyrrelser ? 

Adfærdsforstyrrelser defineres som en vedvarende problematisk adfærd, der afviger fra de almindelige forventninger for alderen, asocial adfærd. 
Ved adfærdsforstyrrelse krænker barnet de almindeligt gældende normer og regler. Forholdet til andre mennesker er præget af konstante konflikter og barnets egen udvikling og sociale funktion lider under dette. 
Barnet har forøget tendens til at være aggressivt overfor andre mennesker og er ofte destruktiv overfor ting der tilhører andre. 
Adfærdsforstyrrelser kan være symptom på psykosociale belastninger og kan også optræde, når barnet har andre børne- og ungdomspsykiatriske lidelser. 

 Hvor mange får adfærdsforstyrrelser ? 

 Adfærdsforstyrrelser forekommer hyppigt hos børn og unge (og voksne) og er ofte en medvirkende årsag til henvisning til børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling eller andre behandlingssteder for børn og unge. 

•  4% af alle børn i skolealderen har adfærdsforstyrrelser.
• Hyppigheden stiger op gennem ungdomsårene.
• Der er 4 gange så mange drenge som piger med adfærdsforstyrrelser.
• Der er øget hyppighed af adfærdsforstyrrelser i socialt belastede områder i storbyerne. 

 Årsager til adfærdsforstyrrelser ? 

 Ofte ser man at flere medlemmer i en familie har adfærdsforstyrrelser. 
Man mener at årsagerne til adfærdsforstyrrelse både er af genetisk (arvelig) og af social (miljøet) karakter. Både barnets individuelle medfødte ressourcer og de familiemæssige og sociale opvækstbetingelser spiller en rolle. 

•  Børn der har svært ved at lære og børn med et ”hidsigt temperament” får ofte mange negative reaktioner fra forældrene. 
• Nogle børn får ringe muligheder for at opleve og tillære sig sociale færdigheder i familien. 
• Nogle børn opfører sig dårligt for at skabe opmærksomhed og det er måske den eneste opmærksomhed de får. 
• Nogle børn har forældre, der selv har svært ved at kontrollere deres impulser eller har forældre, der ikke har indlevelse i barnets situation. 
• Nogle børn har uligevægtige forældre, der ikke har tilstrækkelige ressourcer til at give barnet omsorg, støtte og struktur.
• I familier med børn, der har adfærdsvanskeligheder ses hyppigt fysisk og psykisk afstraffelse. 

 Hvilke symptomer er der ved adfærdsforstyrrelser ? 

 Alle børn og unge kan være provokerende, trodsige og ulydige og adfærdsvanskeligheder kan forekomme sporadisk i børns opvækst. 
Ved behandlingskrævende adfærdsforstyrrelse forstås en tilstand, hvor omfanget af symptomerne overstiger, hvad der opfattes som almindelige trodsreaktioner, ”drengestreger”, stridbarhed eller oprør mod forældrene.
Nogle børn kan fremstå adfærdsforstyrrede når der bliver sat urealistisk høje forventninger til dem. 
Man skal også være opmærksom på at børn med forskellige kulturelle normer kan have forskellig adfærd og at en adfærd, der i den ene kultur opfattes som helt uacceptabel og forstyrret, i en anden kultur kan opfattes som normal.

Symptomer ved adfærdsforstyrrelse viser sig overordnet som aggressive handlinger. 
Der er tale om vedvarende adfærdstræk i form af:

Ulydighed, raserianfald, provokerende adfærd, irritabilitet, vrede, løgnagtighed, skoleskulken, slagsmålstilbøjelighed, anvendelse af våben, fysisk grusomhed mod andre, grusomhed mod dyr, hærværk, ildspåsættelse, vagabondering, indbrud, hærværk og seksuelle overgreb mod andre.

Ofte vil barnet udvise udad-projicerende adfærd. Det vil sige at barnet lægger skylden for al balladen og problemerne over på omgivelserne og tager ikke ansvar for egne handlinger. I ungdomsårene kan adfærdsforstyrrelser ofte give anledning til involvering af politi og domstole.
Børn og unge med adfærdsforstyrrelser kan udvise flere eller færre af disse adfærdstræk i større eller mindre grad.
Børn med adfærdsforstyrrelser har ofte også ledsagende følelsesmæssige forstyrrelser, f.eks. depressive symptomer og angst symptomer. Børn med hyperaktivitetssyndrom har ofte (60%) adfærdsforstyrrelser. 

 Opdeling af adfærdsforstyrrelser 

 Oppositionel adfærdsforstyrrelse:
Ses hos mindre børn. Der er tale om udtalt trodspræget adfærd, hvor barnet er ekstremt ulydigt og udviser en fjendtlig attitude. Barnet opfatter omgivelserne negativt. Det udviser gennem længere tid irritabilitet og raserianfald. Det er vigtigt at se på symptomerne i forhold til barnets alder og udviklingstrin. Man kalder det kun adfærdsforstyrrelse, hvis symptomerne i omfang eller sværhedsgrad overstiger, hvad der er det almindelige for barnets alder.

Adfærdsforstyrrelse begrænset til familien:
Barnet er konstant aggressivt og har ingen fornemmelse eller respekt for de sociale regler i familien.

Socialiseret adfærdsforstyrrelse:
Barnet har betydelige og konstante adfærdsproblemer, som imidlertid er acceptable indenfor en social gruppering. Adfærden kan være et udtryk for tilhørsforhold til denne gruppe (f.eks. ungdomsbander) og kan give social prestige. Symptomerne kan f.eks. være brug af våben, røveri eller slagsmålstilbøjelighed.

Usocialiseret adfærdsforstyrrelse :
Der er tale om en alvorlig tilstand hvor barnets adfærd er uacceptabel i alle sociale sammenhænge. Også i relation til andre børn. Børnene bliver derfor upopulære, isolerede, ensomme og uden venner. Den usocialiserede adfærdsforstyrrelse har den dårligste prognose af de nævnte typer adfærdsforstyrrelse.
 

 Hvordan behandles adfærdsforstyrrelser ? 

 Der er forskellige muligheder og tilbuddet skal skræddersyes til det enkelte barn og den enkelte familie afhængigt af, hvor omfattende adfærdsforstyrrelsen er, af familiens situation og ressourcer, samt parternes motivation for at modtage behandling.

Forældrerådgivning:
Information, råd og vejledning til forældrene for at bremse adfærdsforstyrrelserne hos barnet og søge at fokusere på områder, hvor barnet kan få dækket sine behov for samvær, omsorg og kontakt.

Familieterapi:
Psykoterapi med deltagelse af hele familien. Dette kræver psykiske og sociale ressourcer hos familien. Hvis familiesituationen er helt kaotisk, vil det oftest ikke være hensigtsmæssigt at starte en familieterapi.

Adfærdsterapi til barnet:
Her vil man i mange tilfælde inddrage en støtteperson til barnet eller samarbejde med en socialpædagogisk institution. Der er bedst effekt, hvis familien kan støtte aktivt op om behandlingen.
Nogle børn kan have behov for et behandlingstilbud på en døgninstitution.

Forbedret skoletilbud:
Mange børn med adfærdsforstyrrelser viser sig at have indlæringsproblemer og de er ofte gået i stå i deres skoleforløb. Det kan derfor være relevant at undersøge, om der er behov for et supplerende eller alternativt skoletilbud. 

 Prognose 

 Forløbet er afhængigt af hvilke symptomer, der er tale om. Og hvilket omfang de har.
Prognosen er dårligst hvis symptomerne starter i en tidlig alder og hvis der er mange alvorlige (”kriminelle”) symptomer. 
Prognosen forværres hvis børnene samtidig er hyperaktive eller hvis forældrene er psykisk ustabile og hvis børnene har været omsorgssvigtede.
Hos drenge er det karakteristisk, at de kan fortsætte med vold, kriminalitet og misbrug (alkohol og stoffer) i ungdomsår og voksen alder.
De adfærdsforstyrrede piger har som unge og voksne øget risiko for følelsesmæssige forstyrrelser og har i mindre grad end drengene risiko for fortsat kriminalitet.
Undersøgelser har vist, at 40% af de adfærdsforstyrrede børn fortsætter med disse problemer i ungdomsårene.
Hvis man undersøger unge voksne kriminelle, viser det sig, at 90% har haft adfærdsvanskeligheder som børn.
Børn med adfærdsforstyrrelser har øget risiko for at komme til skade ved ulykker og på længere sigt har de en øget dødelighed sammenlignet med befolkningen generelt.

Litteratur:

1. Hilchen Sommerschildt & Berit Grøholdt (1999):
Almen børne- og ungdomspsykiatri. Kliniske og sociale aspekter.
Gyldendal.
Målgruppe:Pædagoger, lærere, socialrådgivere, skolepsykologer og til studerende indenfor disse fagområder, samt til miljøpersonale på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger og forældre til psykisk syge børn og unge.

2. Per Hove Thomsen & Anne Mette Skovgaard (1999):
Børne- og ungdomspsykiatri. En lærebog om børn og unges psykiske sygdomme. 
FADL’s forlag.
Målgruppe: Især medicinstuderende, men kan også læses af andre.

3. Per Hove Thomsen (redaktør) (1999):
Psykiske sygdomme og problemer hos børn og unge.
PsykiatriFondens Forlag.
Målgruppe: Primært forældre, pårørende og andre der har interesse for børne-og ungdomspsykiatri. Men er også for lærere, pædagoger, politikere og mediefolk.

4. Lene Lier et al. (redaktør) (1999):
Børne og ungdomspsykiatri.
Hans Reitzels forlag.
Målgruppe: Primært Medicinstuderende