Blindtarmsbetændelse

MARS - Medicinsk faktadatabase

         

 Hvad er blindtarmsbetændelse ? 

 

 Blindtarmsbetændelse er en betændelse i det ormeformede blindtarmsvedhæng. Vedhænget er omkring 10 cm langt og sidder ved begyndelsen af tyktarmen. Det kaldes også appendix og den medicinske betegnelse for blindtarmsbetændelse er appendicit.

Det hyppigste symptom er smerter i maven, ofte begyndende omkring navlen. Intensiteten af smerterne varierer kraftigt hos forskellige personer. Hos yngre har sygdommen ofte et hurtigt forløb. Både hos børn og ældre mennesker er forløbet ofte fattigt på symptomer frem til at betændelsen angriber og beskadiger alle blindtarmsvedhængets væglag, såkaldt perforation.

Bugsmerterne er i begyndelsen ret diffuse men koncentreres efter nogle timer oftest mod den nedre del af bugens højre side. Kvalme, appetitløshed, opkastninger og let stigende feber er hyppige symptomer.

Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse. Ved hjælp af bl.a. laboratorieprøver og ultralyd kan diagnosen blive sikrere. Laparoskopi, såkaldt kighulskirurgi , kan anvendes for at sikre diagnosen hos kvinder i fertil alder. Ofte bliver kvinder med mistanke for blindtarmsbetændelse også undersøgt af en gynækolog.
 

 
 

 Hvad er årsagen til blindtarmsbetændelse? 

 

 Årsagen til blindtarmsbetændelse er stort set ukendt. Tidligere har man ofte forklaret sygdommen som forårsaget af en infektion med bakterier. Forklaringen har man dog ikke kunnet bekræfte. Blindtarmsbetændelse forekommer i hele verden, men er betydeligt hyppigere i den vestlige verden end i de fattige lande. I Danmark bliver der foretaget ca. 6000 blindtarmsoperationer hvert år. 

 
 

 Hvordan kan blindtarmsbetændelse behandles ? 

 

 Blindtarmsbetændelse kan formodentlig læge ud af sig selv, men hvis den ikke bliver behandlet er risikoen stor for at sygdommen medfører omfattende problemer, f.eks. perforation, dvs. at der går hul på tarmen. Betændelsen kan også spredes ved, at pus samles i bughulen, en såkaldt absces eller som en diffus bughindebetændelse. Diffus bughindebetændelse fører til døden, hvis den ikke bliver behandlet, og selv med moderne kirurgisk behandling er dødeligheden høj ved denne tilstand. 

Behandling af akut blindtarmsbetændelse er kirurgisk og indebærer, at det ormeformede vedhæng tages bort. Operationen foretages som regel med et tværsnit i nedre del af bugens højre side. Laparoskopi kan også anvendes ved blindtarmsoperation.

Eftersom det ofte kan være svært at udelukke en blindtarmsbetændelse, er det bedre at operere blindtarmen bort ved mistanke om betændelse end at vente. Hvis man venter, kan blindtarmen perforere. 

Inden operation bliver der givet antibiotika. Trods dette er sårinfektioner hyppige efter blindtarmsoperationer. Hvis operationen er ukompliceret, er man som regel frisk efter en 2 – 3 uger efter indgrebet.

I specielle situationer kan antibiotikabehandling være et alternativ til operation, men det kræver intensiv observation og at man er klar til at operere. Risikoen for tilbagefald er meget stor, dersom behandlingen bare består af antibiotika.