Blodansamling (Kefalhæmatom ), børn

Bjerager, Mia, læge

 Hvad er kefalhæmatom ? 

 

 Et kefalhæmatom er en blødning, der opstår i forbindelsen med fødslen. Blodansamlingen sidder uden på kraniekassen under den tykke bindevævshinde, der ligger ovenpå knoglen. Det er altså ikke en blødning i hjernen og heller ikke en blødning, der kan skade hjernen. 

 
 

 Hvem kan få kefalhæmatom ? 

 

 Kefalhæmatomer ses hos nyfødte børn. De ses oftest i forbindelse med fødsler, hvor barnet er forløst med sugekop, men kan dog også forkomme hos børn, der er født helt almindeligt. 

 
 

 Hvilke symptomer ses ved kefalhæmatom ? 

 

 Alle nyfødte børn, på nær dem der er født ved en sædefødsel eller ved et kejsersnit, har en bule eller hævelse af baghovedet, hvor de har stået i spænd. Det betegnes en fødselssvulst.
I modsætning til fødselssvulsten som ses lige når det er født, udvikler kefalhæmatomet sig i løbet af de første dage lige efter fødslen.
Det bemærkes som regel først et par timer efter fødslen.
Det ses som en stor, blød spændt hævelse, der er skarpt afgrænset. 
Det føles som gele at trykke på.
Der er aldrig misfarvning af huden.
Kroppen begynder at nedbryde det blod, der ligger i blodansamlingen. Hvis kefalhæmatomet er stort, kan dette nedbrydningsprodukt nogle gange føre til, at barnet får gulsot.
Efter nogle uger til måneder svinder kefalhæmatomet helt af sig selv. 

 
 

 Hvordan smitter kefalhæmatom ? 

 

 Det er ikke en smitsom tilstand. 

 
 

 Hvordan behandles kefalhæmatom ? 

 

 Man bør være absolut tilbageholdende med at behandle det.
Det er en proces, der forløber af sig selv. Efter uger til måneder absorberes den blodmængde, der har ligget i blodansamlingen af sig selv. 
 

 
 

 Prognose 

 

 Barnet kan, hvis kefalhæmatomet er stort få gulsot i de første levedøgn.
Prognose er god. De fleste kefalhæmatomer er væk i løbet af ½-3 måneder. Enkelte kan dog være synlige eller mulige at mærke i mange måneder op til år.