Delvis overrivning af achillessenen

  Larsen, Eilif , speciallæge, dr. med.  

                 

 Årsager og skadesmekanisme 

 

 Disponerende årsager er nævnt ovenfor under ”Total ruptur af achillessenen”.
Skaden skyldes gentagne belastninger, hvor senen overstrækkes, og kan inddrage varierende grader af seneskade lige fra at enkelte fibre til at størstedelen af senen rumperer. Dvs. skaden kan forekomme akut, men oftest vil der være et mere kronisk forløb (over måneder) gennem hvilket symptomerne gradvist opstår og forværres. I det kroniske forløb vil sportsudøveren mærke en vis smerte i achillessenen, som aftager når han er blevet varm, og dermed øges risikoen for yderligere skade i senen.
I tilfælde, hvor der er sket en delvis overrivning af senen, vil der nogle centimeter over hælbenet ses en hævelse over 3-8 cm, mens en vedvarende overbelastning uden fiberruptur (kaldes tendinose) oftest ses som en mere isoleret knudefortykkelse på 1-3 cm, se Figur 1. Når senen er fortykket, vil aktivitet kunne medføre en inflammation i senehinden.
 

 
 

 Symptomer 

 

 Om morgenen, eller efter man har siddet nogen tid, føles senen stiv indtil man er kommet igang. Der er ømhed stigende til smerter ved løb eller spring. Dette bedres, når senen er blevet varm, og man kan da være aktiv i variabel grad.
Der ses og mærkes en øm fortykkelse i senen, og efter aktivitet kan der føles en knitren omkring senen (ligesom at trykke på en snebold), og samtidig er huden varm og ofte lidt rød. Udspænding på senen gør ondt.
For at skelne mellem følger til partiel ruptur og tendinose er det ofte nødvendigt at foretage en ultralyds- eller magnetresonans-skanning.
 

 
 

 Behandling 

 

 Foreligger der en større ruptur, hvor der mærkes en tydelig defekt i senen, kan det kræve operation, og der skal tages kontakt til læge. 
Ellers er behandlingen, at ydre udløsende årsager skal elimineres eller ændres, f. eks. udskifte forkerte sko som trykker, løbe på blødt istedet for hårdt underlag, undgå løb i kuperet terræn, endvidere korrektion af fodfejlstillinger med indlæg og evt. 5 mm forhøjelse under hælen med et støddæmpende materiale. Træningsmængden bør reduceres og ændres til f. eks. cykling, svømning, løb i vand etc.. 
I fasen med hævelse, krepitation og varme behandles 1 cm hælforhøjelse i støddæmpende sko, is efter selv almindelig gangaktivitet samt et inflammationsdæmpende medikament (gigtpræparat). Når bedring indtræder begyndes forsigtige bløde udspændinger, som ikke må give smerter.
Genoptræningen skal ske gradvist og således, at der ikke er symptomer ved efterfølgende træningsseance. 
I sjældne tilfælde, hvor symptomerne består uændret gennem mange måneder kan operation blive nødvendig.
 

 
 

 Forebyggelse 

 

 Brug gode sko, som passer til din sport og dinne fødder inklussiv god støddæmpning.
Sørg for en grundig opvarmning i mindst 10 minutter før løb og springaktivitet. Undgå at blive kold. Lav bløde udspændingsøvelser på strakt og bøjet knæ efter aktivitet. 
Gentagne smerteperioder kan være forvarslet til en ruptur af senen.
 

 
 

 Prognose 

 

 Ret stor tendens til at symptomerne kommer igen, hvis man ikke er meget opmærksom på tidlige signaler.