I psykiatrien bruges ordet depression om en længerevarende sygdomstilstand med nedtrykt sindsstemning. Der findes en række depressive tilstande med forskellige symptomer, men de har alle det tilfælles , at patienterne gennem længere tid præges af dårligt humør, håbløshed og en manglende tro på sig selv og fremtiden. Depressioner forekommer meget hyppigt, -- man regner med at ca. hver 10. patient i almenpraksis vil få en depression i løbet af en tiårs periode, eller sagt på en anden måde: 1% af alle mænd og 2-2.5% af alle kvinder vil i livets løb opleve sygelige stemnings-svingninger. Der er blandt fagfolk enighed om, at mange danskere går rundt med en uopdaget og ubehandlet depression, men det er naturligvis svært at sige, hvor mange det drejer sig om. For alle depressioner gælder det, at der en risiko for tilbagefald, men det er især tydeligt ved de depressioner, der forekommer sammen med maniske perioder. 

 De vigtigste tegn på depression er : 

•  Den nedtrykte stemning: patienten føler, at han har mistet hele sin energi og tabt enhver interesse for tilværelsen. Han er tilbøjelig til at trække sig tilbage fra sin familie og alt det, han plejer at være glad for, og det er meget vanskeligt for ham at klare almindelige arbejdsopgaver. Alt tegner sig gråt i gråt.
• Det nedsatte tempo: patienten har svært ved koncentrere sig og ofte tænker og taler han meget langsomt. I nogle tilfælde kan langsomheden blive så udtalt, at patienten går helt i stå og ligger tavs og ubevægelig i sin seng.( Det modsatte kan dog også forekomme, nemlig at den deprimerede patient bliver anspændt og går uroligt og hændervridende rundt uden at kunne finde hvile nogen steder.)
• Selvbebrejdelser og skyldfølelse forekommer ofte. Patienten prøver at finde årsagen til den aktuelle pinefulde tilstand, og han kommer så til at tænke på fejl og forsømmelser af den art, som ethvert menneske kender til i sit liv. For den deprimerede patient kan fortidens synder antage helt urimelige dimensioner: Han mener f.eks., at han skal pines nu, fordi han som barn rev vingerne af en flue. Han kan også få egentlige depressive vrangforestillinger , f.eks. at han har begået uhyggelige forbrydelser eller ødelagt verdens regnskove ved sit overforbrug.
• Kropssymptomer, f.eks. i form af smerter eller forstyrrelser i fordøjelsen med tab af appetit, eventuelt vægttab og forstoppelse. 
• angst og uro: patienten er ængstelig for fremtiden og sin families situation, og han spekulerer måske hele tiden på sine legemlige symptomer og kredser om sin frygt for ondartet sygdom. Den nedtrykte stemning kan give anledning til en egentlig hypokondri, hvor frygten for kropssymptomerne og deres betydning bliver det dominerende indhold i tilværelsen. Anspændthed og angst påvirker også nattesøvnen og giver anledning til indsovningsbesvær og tidlig opvågnen. I forbindelse hermed kan der forekomme en døgnvariation, hvor man oplever en stærk sygdomsfølelse i morgentimerne, men føler en vis lettelse op ad dagen.
• Selvmordstanker. Hele tilstanden kan opleves så pinagtig, at patienten overvejer selvmord for at komme væk fra sine lidelser. Depressioner giver derfor ofte anledning til selvmordsforsøg eller gennemførte selvmord. 

 De omtalte tegn på depression kan forekomme i forskellige mønstre, og de kan være mere eller mindre fremtrædende. Man kan altså møde forskellige typer af depressioner, og patienterne kan være mere eller mindre syge. 

 Hvilke depressionstyper findes? 

 De fleste mennesker kender til kortvarige forstemninger, hvis de udsættes for psykiske vanskeligheder og bekymringer, og der findes mennesker, som er i jævnt dårligt humør gennem det meste af livet, de kaldes dystyme.

De her omtalte depressioner er af en anden karakter. De har en begyndelse, gennemgår et månedlangt forløb og slutter så i almindelighed uden varige rest-symptomer.

Stærke psykiske belastninger som f.eks. familiære dødsfald, økonomisk fallit eller skilsmisse kan udløse depressioner, der kan komme hurtigt og voldsomt og præge patientens liv i lang tid , hvis der ikke gribes ind med en fornuftig behandling, oftest en psykologisk hjælp. Man taler i disse tilfælde om reaktive depressioner, fordi de opfattes som reaktioner på ydre begivenheder. Depressionssymptomerne kan imidlertid også forekomme uden disse ydre anledninger - de kommer tilsyneladende spontant og "indefra". De antages at skyldes forstyrrelser i overledningen af de elektriske impulser i hjernen og kaldes ofte endogene. I nogle tilfælde forekommer denne depressionsform sammen med manier, som er nogle særlige sygdomsfaser , hvor stemningslejet er løftet og patienten har en overstrømmende energi-- og man taler i så fald om en maniodepressiv tilstand eller en bipolar depression, medens de depressioner, der ikke forekommer sammen med manier, kaldes unipolare. 

 Hvor deprimeret er patienten? 

 I 1960 indførte den engelske psykiater Max Hamilton en vurderingskala, der tillod en måling af depressionsgraden, idet man satte talværdier på en række af de væsentligste symptomer: stemningsleje, angstniveau, søvnforstyrrelser etc., og Hamiltons pionerarbejde blev efterfulgt af en række nye skalaer, der tillader erfarne undersøgere at danne sig et rimeligt pålideligt skøn over sygdomsgraden og eventuelle ændringer i den. Vurderingerne er baseret på sammenligninger mellem forskellige undersøgeres skøn, som man har kunnet standardisere ved en omhyggelig træning. I de seneste år har man bl.a. i Danmark udviklet måleinstrumenter, der med rimelig sikkerhed kan afgrænse behandlings-trængende depressionstilstande, men deres anvendelse kræver både træning og omhu, fordi det i sidste instans handler om en overensstemmelse i sprogbrug: Mener vi virkelig det samme, når vi siger angst eller rastløshed?, og en enighed kan gå tabt, hvis man sløser med sin undersøgelse. Det er indlysende, at fastsættelsen af grænsen mellem det syge og det normale får meget stor indflydelse på ethvert skøn om antallet af udiagnosticerede og ubehandlede depressioner. 

 Hvor længe varer en depression? 

 De fleste depressioner begynder gradvis og snigende, men i enkelte tilfælde kan man se, at en akut krisetilstand udvikler sig til en reaktiv depression.
 
Før de første effektive behandlinger blev indført for ca. 50 år siden, kunne depressioner medføre en årelang indlæggelse på sindssygehospital, men nu er behandlingsvarigheden oftest nogle måneder, dog således, at der hyppigt er brug for en længerevarende efterbehandling. De almindeligt anvendte former for medicin har desværre alle en langsom opstart, idet virkningen først sætter ind for alvor efter 1½ til 2 ugers forløb, og man regner med, at behandlingen i alle tilfælde bør fortsætte, indtil et spontant forløb-- uden medicinsk behandling-- ville være afsluttet på 4-6 måneder. Ved tilbagevendende depressive faser kan der være indikation for langvarig, eventuelt livslang forebyggende behandling, f.eks. med Lithium eller med antidepressiv medicin. 

 Hvordan behandles depressioner? 

 Man lægger vægt på at påbegynde behandlingen så tidligt som muligt i forløbet.
I de sværeste tilfælde, -- de egentlige melankolier--hvor tilstanden kan udvikle sig livstruende, hvis patienten eksempelvis nægter at tage føde til sig, er der stadig indikation for el-chok-behandling, og det samme gælder hvis den deprimerede patient ikke kan tåle den antidepressive medicin, f.eks. pga. en hjertesygdom eller høj alder. En moderne el-chok-behandling er en skånsom metode, der gennemføres i samarbejde med anæstesiologer.
 
I almindelighed behandles depressioner nu med medicin, enten med de såkaldte tricykliske antidepressiva, f.eks. imipramin, der blev indført i behandlingen omkring 1958 eller de nyere SSRI-præparater, (eng.: selective serotonin reuptake inhibitors), der har færre bivirkninger. Den medicinske behandling, kombineres så godt som altid med psykoterapi-- oftest af kognitiv type, det vil sige, at den psykologiske behandling er rettet mod patientens forstandsmæssige oplevelse af sygdommen. Man prøver at drøfte og at ændre de mulige udløsende mekanismer og patientens holdning til sine vanskeligheder , og man forsøger at indlære fornuftige reaktioner , der måske på længere sigt kan hindre tilbagefald. Det handler altså om at finde en ny måde at tænke på, og et sæt af praktiske foranstaltninger, der kan tages i brug, hvis depressionen truer. 

 Hvornår skal man søge læge? 

 Erfaring fra tidligere sygdomsfaser kan være nyttig, når denne afgørelse skal træffes. Patienten kan måske mærke, at skyerne begynder at trække sammen igen, men man skal vide, at en depression ligesom de fleste andre psykiske sygdomme påvirker dømmekraften og dermed også patientens beslutninger. Det er slet ikke sikkert, at han handler fornuftigt, selvom han havde de bedste hensigter, før tingene begyndte at tage magten fra ham.

Det kan være vigtigt at træffe forhåndsaftaler om denne situation med familien. Patienten kan måske formulere det sådan, mens han er rask:

Hjælp mig, hold mig fast i vore aftaler, hvis disse symptomer forekommer .Vær stædige, når det drejer sig om at få mig til søge hjælp. 
 
Måske kan det være nyttigt at lave en skriftlig aftale om den slags forholdsregler, bl.a. fordi man så får mulighed for at registrere og beskrive den enkelte persons faresignaler. Det kan meget vel tænkes, at en ny depressions-fase kan begynde med søvnforstyrrelser hos den ene patient, men med ukarakteristiske mavesmerter hos den anden. I begge tilfælde er der grund til øget opmærksomhed, når faresignalet melder sig.

Når det drejer sig om sygdomstegn skal man altid lægge mærke til, om situationen ændrer sig i forhold til det kendte, og om ændringerne varer ved eller er forbigående: Har jeg fået det anderledes? Og bliver det ved, uanset om jeg spekulerer på det eller ej?

En række spørgsmål vedrørende sygdomsafgrænsning, diagnose og behandling kan kun besvares i samarbejde med en god læge - eller i visse tilfælde en god klinisk psykolog - der har erfaring om disse sygdomstilstande. Man er sjældent i stand til at sætte den rigtige diagnose på sin egen tilstand. Her gælder det i særlig grad, at lægen har svært ved at læge sig selv.

Selvom man på et tidspunkt har haft god virkning af en eller anden behandlingsform må det frarådes bare at påbegynde en selvmedikation, hvis der er tegn på tilbagefald. Der kan være gode grunde til at ændre ordinationsmønstret, bl.a. fordi der stadig kommer nye behandlingstilbud med mulighed for hurtigere behandlingseffekt eller færre bivirkninger. 

 Hvordan håndteres selvmordsrisikoen? 

 Når depressionsdiagnosen er sikker, er der altid en sådan risiko. Det må ikke være et tabu at drøfte dette spørgsmål med patienten, men det kan være svært for et familiemedlem at få en sådan samtale i gang. Det er vigtigt at få afklaret, om patienten føler situationen så håbløs, at han ønsker sig død, og om han har overvejet at tage livet af sig , eventuelt på en nærmere bestemt måde. I almindelighed er en samtale om disse ting ikke så provokerende, som man kunne tro, men hvis den pårørende ikke er i stand til at bære den følelsesmæssige belastning ,fordi den kommer for tæt på hans egne følelsesmæssige reaktioner, må man prøve at medvirke til, at samtalen kan finde sted med andre partnere, f.eks. den praktiserende læge. Det vigtigste er, at den deprimerede patient kommer i en regulær behandling så hurtigt som muligt, idet foranstaltninger rettet 
alene mod selvmordstruslen tilsyneladende har ret begrænset virkning..

Hvis der er en begrundet mistanke om en nærliggende selvmordsrisiko, kan der være grund til at iværksætte en indlæggelse på psykiatrisk afdeling hurtigst muligt , hvor patientens tilstand kan vurderes og hvor man kan træffe de nødvendige forholdsregler . I de fleste tilfælde er det muligt at opnå patientens accept af en sådan indlæggelse, men det kan engang imellem være nødvendigt at gennemføre den ved tvang, og dette vil være fuldt ud i overensstemmelse med den danske psykiatri-lovgivning, når det kan godtgøres, at der foreligger en akut livsfare for patienten på grund af hans aktuelle sindssygdom. 

 Har jeg en skjult depression? 

 Selvom man skulle have alle sygdomstegn fra a til f er det ikke sikkert, at man går rundt med en depression. Man kan måske fejle noget andet, f.eks. en legemlig sygdom ,eller man kan overfortolke de enkelte symptomer og lægge mere vægt på dem, end de fortjener. Mange former for grænsedragning er vanskelige og konfliktfyldte, og det er oftest nødvendigt at analysere den samlede livssituation: Hvilke forhold kan bekræfte sygehistorien og hvilke konsekvenser har den? Hvis man føler sig usikker, bør man søge sagkyndig bistand hos sin læge eller hos en psykiater og lytte til deres råd.


Litteratur som anbefales:

Depression og Mani. En bog for patienter og pårørende.
Forfatter Per Vestergaard og Anette Gjerris. Munksgårds Forlag 1992. 

Relevante emner

 Mani 

 Depressioner (børn)