- Åreforkalkningen begynder nemlig hurtigt efter fødslen. Ved femårsalderen har kun en tredjedel helt normale kranspulsarer. Ved 15-års alderen har næsten ingen normale kranspulsårer. Nu begynder fedtstofferne, især kolesterol, at optræde for alvor i pulsårernes vægge.
- Karvæggene tiltager i tykkelse, så blodet får vanskeligere ved at løbe rundt på grund af mindre plads. Hjertet begynder at lide under det, men personen mærker endnu intet.
- Efterhånden som årene går, vil der opstå større og større forandringer i pulsårernes vægge. På et eller andet tidspunkt kommer der hos mange for lidt blod til hjertemuskulaturen, så symptomerne begynder at melde sig.
- Symptomerne ved arveforkalkning i hjertets kranspulsårer kaldes angina pectoris eller hjertekrampe. De opstår oftest ved legemlig anstrengelse, men ikke sjældent også, når patienten udsættes for kulde, eller hvis han bliver urolig, ængstelig eller ophidset.
- Patienten føler det, som om brystet snævres sammen, og der opstår ofte en trykkende smerte bag brystbenet. Undertiden stråler smerten op i halsen og ud i armene, især venstre. Smerterne kan være ledsaget af åndenød, angst, svedudbrud, svimmelhed eller hjertebanken.
- Som regel forsvinder symptomerne, hvis patienten hviler sig nogle minutter.
- Hvis anfaldenes hyppighed, sværhedsgrad og varighed holder sig uændret gennem tiden og udløses af samme grad af fysisk eller psykisk belastning, kalder man det kronisk stabil angina pectoris.
- I sjældnere tilfælde kan der opstå anfald i hvile (ustabil angina pectoris) eller natlige anfald, der vækker patienten af søvnen (nokturn angina pectoris).
- Antallet af patienter med stabil angina pectoris i Danmark er usikkert, men skønnes til omkring 100.000, hvoraf 70 procent er mænd og 30 procent kvinder. Blandt mænd stiger forekomsten fra 3,5-4 procent i 40-50 års alderen til 8 -10 procent i aldersgruppen 60-70-årige. Forekomsten hos kvinder stiger især efter overgangsalderen.
- Almindelig elektrokardiografi (ekg) kan som regel ikke med sikkerhed afgøre, om en person lider af angina pectoris, med mindre undersøgelsen foretages under et anfald.
- Diagnosen stilles som regel ud fra symptomerne og fastslås med et såkaldt arbejds-ekg. Det udføres som en fysisk belastningsprøve, hvor patienten enten kører på en faststående cykel eller går på et gangbånd.
- Man øger efterhånden arbejdsbelastningen og registrerer ekg, blodtryk og patientens symptomer. Man slutter, når der er opstået typiske angina pectoris smerter, udtalt åndenød, svimmelhed og udtrætning.
- Det er undersøgelsens formål at fastslå sammenhæng mellem arbejdsudløste brystsmerter/ubehag og typiske efg-tegn på, at hjertemuskulaturen får for lidt blod.
- Man kan også anvende andre undersøgelser til at bedømme kranspulsårernes forkalkningsgrad. Ved den mest avancerede, koronarangiografi, røntgenfotograferes hjertet, mens der indsprøjtes kontraststof i kranspulsårerne. Så kan man tydeligt se på billederne, hvor forsnævrede de er af forkalkning. Måske er det så udtalt, at der bør foretages ballonudvidelse af de snævre steder eller bypass-operation.
- Patienter med angina pectoris skal leve på en hjertesund måde. Er der for store mængder fedtstoffer i deres blod, skal de på diæt, og hvis det efter nogle måneder ikke har sænket koncentrationen tilstrækkeligt, skal det gøres med tabletter.
- Patienterne bør tabe sig ved overvægt, skal holde op med at ryge og dyrke motion i form af hastig gang, jogging eller løbetræning. Derimod skal de undgå statisk muskelarbejde som tunge løft og lignende.
- De enkelte angina pectoris anfald kan standses på et par minutter med nitroglycerin i form af en sugetablet eller et spray i munden.
- Det kan om nødvendigt gentages to-tre gange, men hvis smerterne fortsætter trods dette eller kommer igen kort efter, bør man søge læge eller skadestue. Årsagen kan f.eks. være, at patienten har fået en blodprop i hjertet, som giver symptomerne.
- Der findes også tabletter, som kan tages fast til forebyggelse af angina pectoris, f.eks. af typen beta-blokkere.
- Ofte anbefales det patienterne hver dag at tage en lille dosis (75-150 mg) af det smertestillende middel acetylsalicylsyre, f.eks. som en Hjertemagnyl. Det hæmmer blodets størkningsevne og nedsætter derved risikoen for opståelse af blodpropper.
|