Hofteskred, børn

Bisgaard, Anne-Marie, læge

Hvad er hofteskred?

Det er nødvendigt for hoftens normale vækst, at lårbensknoglen er i kontakt med hofteskålen i hofteleddet.
Ved medfødt hofteskred er hoftens ledkapsel løs, derved kan hoften gå af led, d.v.s. at lårbensknoglen kan glide ud af hofteskålen.
Hofteskred kan være enkelt- eller dobbeltsidigt.
Hoftens vækst stimuleres forkert, og barnet vil komme til at halte. Det er derfor vigtigt, at barnet behandles, så det kan få en normal gang.

 

Hvem kan få hofteskred?

1-2 pr.1000 nyfødte har medfødt hofteskred. Ca. 80% er piger. Nogle tilfælde vil være arveligt betinget, men de fleste tilfælde skyldes mekaniske forhold før og under fødslen. Omkring 30% af børn med medfødt hofteskred er født med underkroppen først (det er mest almindeligt at fødes med hovedet først).
Der kan også være en øget risiko ved for lidt fostervand i livmoderen under graviditeten.

 

Hvilke symptomer ses ved hofteskred?

Der ses ingen symptomer hos det nyfødte barn.

Efter fødslen undersøges alle børn af jordmoder/læge. Hoften undersøges for løshed og i tilfælde af hofteskred føles et “klik”. Dette vil medføre yderligere undersøgelse via ortopæd-kirurgisk afdeling. Undertiden høres/føles et klik, selvom barnet har en normal hofte.

Hvis et medfødt hofteskred ikke behandles tidligt, vil man se symptomer, når barnet har lært at gå. Det ene ben vil være kortere end det andet, bevægeligheden i hoften være mindre, og barnet vil halte.

 

Hvordan behandles hofteskred?

Når diagnosen er stillet hos det nyfødte barn, behandles der med en skinne, som holder hoften i den rigtige stilling. Barnet skal have skinnen på i 3 måneder.

Hvis diagnosen stilles senere er det nødvendigt at operere.

 

Prognose

Langt de fleste børn vil få en normalt fungerende hofte.
Der vil være en lidt øget risiko for udvikling af slidgigt i hoften, når barnet bliver voksent.