Influenza

Vandborg, Niels, speciallæge

Definition:

Influenza skyldes infektion med et virus (Influenza A, B eller C)

 

Hvem og hvor mange:

Kan optræde i epidemier hvor rigtig mange bliver syge. Landsdækkende epidemier optræder med 3-4 års mellemrum. Alle aldersklasser rammes af sygdommen.

 

Symptomer:

Sygdommen starter oftest med hurtig temperaturstigning til 39 – 40 °C, kulderystelser, smerter i alle muskler og led, hovedpine, smerter ved bevægelse af øjnene, træthed, halssmerter og tør hoste.
Der er stor forskel på hvor slemt den enkelte bliver ramt.
Efter 3-4 dage falder temperaturen og almen tilstanden bedres hurtigt, dog vil mange være trætte og uoplagte i nogle uger efter.
Hvis sygdommen varer mere end 5-7 dage kontaktes lægen, da dette kan være tegn på tilstødende sygdom, f.eks. lungebetændelse, mellemørebetændelse eller bihulebetændelse.

 

Årsager:

Der findes 3 forskellige typer Influenza-virus, type A, B og C. Man bliver mest syg af type A og B, mens type C kun giver lette symptomer. Influenza optræder i perioden december til marts.
Influenza er en meget smitsom sygdom. Smitten foregår gennem luften. Man smitter 1 døgn før og op til 2 døgn efter, at man har symptomer på sygdommen.

 

Behandling:

Influenza kan ikke behandles med antibiotika.
Det er vigtigt af drikke rigeligt, da der mistes en del væske under høj feber, samtidig skal man holde sig i ro. Smertestillende medicin og hostemedicin kan afhjælpe symptomerne og dermed give en roligere søvn.
Der findes en medicin, som hæmmer influenzavirus. Det helbreder ikke sygdommen, men kan lindre symptomerne og afkorte sygdomsperioden. Midlet skal gives inden for 48 timer efter starten af en influenza.
Der findes effektiv vaccine mod influenza, som bør gives i perioden oktober til november.
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination af følgende risikogrupper:

 
 
  • Personer med kroniske, behandlingskrævende lunge- og hjertesygdomme.
  • Personer med medfødte eller erhvervede immundefekter.
  • Personer med andre sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsmæssig risiko.
  • Personer, der bor på plejehjem eller lignende efter lægelig vurdering.
  • Personer på 65 år eller derover.
 
 

Prognose:

Prognosen er dårligst for ældre og svækkede personer, hvorfor det anbefales at disse grupper lader sig vaccinere for at undgå influenza.
For øvrige personer er prognosen god.

 

Relevante emner

HIV - AIDS