Ondartede svulster i bugspytkirtlen er en af de kræftsygdomme, som er svære at afsløre, og patienterne kommer ofte sent til undersøgelse. Begge dele skyldes til en vis grad, at kirtlen sidder dybt inde i bughulen på dennes bagvæg, godt skjult af andre foranliggende organer.

Bugspytkirtlen er 15-20 cm lang og har form som et liggende stort J. Den indeholder omkring en million langerhanske øer. Det er små celleklumper, der danner insulin. Mangel på dette hormon giver sukkersyge.

Kirtlen sender insulinet direkte ud i blodbanen. Men foruden dette stof danner den også hvert døgn 1-2 liter klart, farveløst bugspyt. Det udtømmes i tolvfingertarmen gennem udførselsgange og er på grund af sit indhold af enzymer af stor betydning for fordøjelsen af føden.

Ved betændelse i bugspytkirtlen, der en langt hyppigere sygdom end kræft, er det især den del af den, som danner bugspyt, det går ud over. Derimod går det ikke så ofte ud over insulinproduktionen ved hverken kræft eller betændelse.

Bugspytkirtelkræft er en sjælden sygdom inden for kræftfamilien, idet den kun udgør 1-2 procent af alle kræftformer. Der opstår cirka 690 nye tilfælde om året i Danmark næsten ligeligt fordelt på mænd og kvinder.

Det gælder for hele Norden, at antallet af tilfælde øgedes år for år indtil omkring 1980. Så stabiliserede det sig på godt 3.300 tilfælde årligt for de nordiske lande tilsammen, og man forventer kun en lille ændring af tallet i de næste 10-15 år.

Ingen kan svare på, hvorfor det er gået sådan, for man kender ikke årsagen til kræft i bugspytkirtlen. Rygning, fed kost samt kemiske forbindelser som benzidine og benzin synes dog at disponere til sygdommen, mens friske grønsager og frugt menes at virke forebyggende.

Sygdommen rammer sjældent mennesker under 50 år. 60% af tilfældene ses hos mennesker over 70 år. I de fleste tilfælde sidder svulsten i bugspytkirtlens hoved, dvs. den brede del, og mere end 90% af de ondartede celler udgår fra de celler, der danner udførselsgangene for galden.

Det dominerende symptom er smerter. Smerter er det første symptom hos 60% og opleves af mere end 90% på et eller andet tidspunkt. Smerterne er lokaliseret midt på maven nedenfor ribbenene, men er ofte borende og dybtliggende. De øvrige tegn på sygdommen er i begyndelsen vage og kan ligne flere andre sygdommes symptomer.

Men lægen får mistanke om kræft i bugspytkirtlen, hvis en patient har vægttab, madlede, fordøjelsesbesvær, mavesmerter og temperaturforhøjelse, som ikke kan forklares af en anden sygdom hos den pågældende. Vægttabet kan være stort og forløbe hurtigt, således kan man tabe op til 30 kg i løbet af ½ år.

Medfører svulsten en aflukning af galdegangen, udvikles der efterhånden gulsot, som kan give en meget plagsom kløe. Gulsot ses i 80-90% af tilfældene.

Symptomerne afhænger af, hvor kræften sidder. Hvis den sidder, hvor bugspytkirtlen munder ud i tolvfingertarmen, så optræder gulsot meget hurtigt, hvis den sidder i den øvrige del af kirtlens hoved, så er smerter og tidlig indtræden gulsot typisk. Hvis kræften der imod sidder i den øvrige del ak kirtlen, så er det smerter der er det dominerende symptom.

For ikke at skabe nervøsitet skal det slås fast, at gulsot i langt de fleste tilfælde har mere fredelige årsager, f.eks. leverbetændelse eller galdesten.

Der findes en lang række moderne undersøgelsesmetoder, f.eks. forskellige former for skanning, som anvendes til at af- eller bekræfte tilstedeværelsen af en mistænkt svulst i bugspytkirtlen.

Men da ingen af disse prøver er helt sikre, især ikke ved mindre svulster, kan mistanken om kræft nødvendiggøre, at lægen direkte iagttager kirtlen gennem et kikkertinstrument, der føres ind gennem bugvæggen, eller han må åbne bugvæggen for at kunne se og føle på organerne.

Der tages vævsprøver af eventuelle knuder, og bekræfter mikroskopisk undersøgelse af dem, at patienten har kræft, går man straks videre med behandlingen. Om der kan opereres, og hvordan det i så fald skal foregå, afhænger af sygdommens sæde og udbredelse. Diagnosen stilles ofte for sent til at en egentlig behandling er mulig. Således er operation kun mulig i mindre end 10 % af tilfældene, fordi kræften på diagnosetidspunktet er så udbredt, at behandling ikke er mulig.

For de få hvor operation er mulig, er det nødvendigt at foretage operativt store ændringer i bughulen. Der skal måske skabes en forbindelse mellem mavesækken og tyndtarmen eller mellem galdegangen og tyndtarmen, efter at man har fjernet svulsten og en større del af kirtlen.

Det er også muligt at fjerne hele bugspytkirtlen, idet patienten så i fremtiden skal have tilført dens produkter insulin og enzymer - i medicinsk form.

Der har været eksperimenteret en del med forskellige former for kemoterapi og strålebehandling mod bugspytkirtelkræft. Men man har endnu ikke opnået de ønskede resultater ad disse veje. Derfor er den medicinske behandling overvejende smertebehandling.