Lymfeknudekræft er ikke en, men flere ret forskellige sygdomme. Fælles for dem er dog, at patienterne får lymfomer, dvs. forstørrede lymfeknuder.

Til beroligelse vil jeg nævne, at langt den hyppigste årsag til, at en lymfeknude hæver, dog er betændelse et sted i det legemsområde, som det optager lymfevæske fra. Man kan eksempelvis få hævede lymfeknuder i armhulen, hvis man har en bullen finger.

Lymfeknuder kan også forstørres, hvis de bliver sæde for metastaser (døtresvulster) fra en kræftsvulst et andet sted i kroppen.

Ved den egentlige lymfeknudekræft har patienten som regel mange hævede lymfeknuder, mere eller mindre udbredt i legemet. Ved disse ondartede lymfomer er kræften primært opstået i lymfeknuderne, men kan senere sprede sig til andre organer og væv.

Den bedst kendte form for lymfeknudekræft kaldes Hodgkins sygdom efter en engelsk læge. Der opstår omkring 125 tilfælde årligt i Danmark, og dette antal har været nogenlunde ens i de sidste mange år.

Derimod er de andre typer, som kaldes ikke- eller non-Hodgkins lymfomer, tiltaget gennem de seneste år over hele verden. I Danmark er vi nu oppe på godt 700 tilfælde pr. år.

Mænd rammes noget hyppigere af kræft i lymfeknuderne end kvinder. Man skelner mellem de forskellige typer af sygdommen ved mikroskopisk undersøgelse af vævsprøver fra lymfeknuderne og med andre forfinede metoder.

Engang kunne man kun sondre mellem Hodgkins sygdom og så alle de andre. Deraf fællesbetegnelsen non-Hodgkins. Men den er speciallægerne ved at forlade, fordi det nu ved laboratorieundersøgelser er muligt at dele dem op i en halv snes nøje definerede typer.
Vi kender ikke årsagen til de forskellige slags lymfeknudekræft, men virus spiller formentlig en rolle i visse tilfælde, fx Epstein-Barr virus. Radioaktiv stråling og et svækket immunforsvar kan også være af betydning.

Nogle forskere mener, at det stigende antal tilfælde af non-Hodgkins sygdommene kan skyldes tiltagende brug af kemiske midler til bekæmpelse af insekter og ukrudt. Det er i alt fald en kendsgerning, at der findes særligt mange tilfælde blandt mennesker, der arbejder ved landbrug og gartneri. Det er oftest de hævede lymfeknuder, især på halsen, der bringer patienter med lymfeknudekræft til læge. Men feber og vægttab kan også være de symptomer, som den syge først lægger mærke til. Nogle typer af sygdommene er meget ondartede og kan uden behandling føre til døden i løbet af få måneder. I den anden ende af skalaen er der nogle med et så sløvt forløb, at de først kræver behandling, hvis de bliver aktive. Man bruger hyppigst kemoterapi, og der findes en række medikamenter at vælge imellem alt efter sygdomstypen. I nogle tilfælde gives der også strålebehandling på de hævede lymfeknuder. Undertiden må man transplantere knoglemarv fra en donor, hvis det har været nødvendigt at give en så kraftig behandling, at patientens knoglemarv er blevet ødelagt. Medikamenterne, som anvendes ved kemoterapi, angriber nemlig ikke kun kræftceller, men også kroppens normale sunde celler.