Patientinformation ved prostatakræft.

Prostata, som også kaldes blærehalskirtlen, er en valnødstor kirtel som omslutter urinrørets øvre del umiddelbart nedenfor urinblæren. Den producerer en væske, som gør sædcellerne forplantningsdygtige. Hos de fleste mænd forstørres prostatakirtlen med alderen. Denne forstørrelse er for det meste godartet, men kan til tider skyldes en kræftsvulst. Når prostatakirtlen forstørres trykker den på urinrøret og man for problemer med vandladningen. Prostataens vækst og funktion er afhængig af det mandlige kønshormon testosteron, som hovedsageligt dannes i testiklerne.

Cellerne i et organ dør efter et vist tidsrum og erstattes af nye. Hvis cellernes genopbygning ikke følger det normale mønster og væksten bliver ukontrolleret, opstår en svulst. Svulsten kan sprede sig til tilliggende organer, men også til andre dele af kroppen. De nye svulster kaldes dattersvulster eller metastaser. Prostatakræft kan sprede sig til lymfekirtlerne og skelettet, men dog sjældent til andre organer. En svulst som vokser hurtigt og spreder sig til andre dele af kroppen benævnes normalt ondartet (malign) eller kræftsvulst. Prostatakræft udvikles ikke lige hurtigt hos alle. Svulsten vokser tit langsomt, og det kan tage 10 – 15 år inden den spreder sig eller giver symptomer. Somme tider kan den have et hurtigere forløb. Når man undersøger svulsten i mikroskopet, kan man få et overblik over, hvor hurtigt svulsten vokser. Hvis svulsten ligner normale celler, plejer svulsten at vokse langsomt og har da en god prognose. Hvis cellerne derimod er meget forskellige for normale celler plejer svulsten at vokse hurtigt og har da en dårligere prognose.

I begyndelsen giver prostatakræft normalt slet ingen symptomer. Under den vækst kan den være årsag til behov for vandladning samt svag urinstråle. Lignende symptomer kan opstå ved godartet forstørrelse af prostata, som kommer med alderen. Hvis svulsten vokser udenfor prostatakirtlen kan smerter opstå og hvis den spreder sig til skelettet kan man frem for alt få smerter i ryggen og bækkenbenet.

Årsagerne til prostatakræft er ikke kendte, men man ved at det mandlige kønshormon testosteron er en forudsætning for at kræften kan opstå. Prostatakræft er mere almindelig i nogle familier end i andre, hvilket tyder på, at man kan arve en vis tilbøjeligheden til at få sygdommen. Der findes også store geografiske forskelle. I USA og Skandinavien er prostatakræft almindelig, medens den er meget usædvanlig i Kina og Japan. Dette tyder også på at livsstil og miljø har betydning ved sygdommens opståen. Årsagerne til prostatakræft er ikke kendte. Derfor kan man ikke undgå sygdommen ved at vælge en bestemt livsstil.

En teoretisk mulighed at forhindre sygdommen i at få et alvorligt forløb er gennem helbredsundersøgelser af manden og undersøge om de har en meget tidlig form for prostatakræft. Man har dog ikke kunnet påvise, at dette med sikkerhed mindsker risikoen for, at sygdommen ikke får at alvorligt forløb, og der findes derfor ingen anledning til at anbefale helbredsundersøgelser, hvor prostataen undersøges gennem endetarmen eller ved specielle blodprøver.

Prostatakræft er den almindeligste kræftform hos mænd. Årligt opdages cirka 5.000 nye tilfælde. Omkring hver fjerde kræft som opdages hos mænd, er prostatakræft. Mere end 2/3 af mændene er over 70 år når svulsten opdages og sygdommen er meget usædvanlig for mænd under 50 år.

Undersøgelsesmetoder.

Diagnosen prostatakræft fastsættes altid ved hjælp af mikroskopiske undersøgelser af vævsprøver fra prostata. Eftersom prostatakirtlen ligger i nærheden af endetarmen kan den undersøges ved at en finder føres ind i endetarmen. Man kan da mærke prostatas bagside. En normal prostata er glat og fast og noget elastisk. Ved prostatakræft føles prostata hårdere og mere ujævn end normalt. Selv små svulster kan opdages på denne måde. Ved mistanke om kræft tages en prøve ved hjælp af en tynd nål indført via endetarmen.

Ved mistanke om prostatakræft undersøges prostata somme tider med ultralyd. En sonde som indeholder en ultralydssender føres nogle centimeter ind i endetarmen. Den giver et billede at prostata, som kan studeres på en skærm. Man kan da få et opfattelse af eventuelle svulsters størrelse og udbredelse. Ved at fastgøre en nål på ultralydssonden kan man tage en prøve af mistænkte svulster.

Et specielt blodprøve, Prostata Specifikt Antigen (PSA) afspejler prostataens størrelse og prostatakræftens vækst. Ved prostatakræft ses som regel en forøget udsivning af prostataspecifikt antigen (PSA) - en æggehvidevæske - til blodbanen og PSA - indholdet fastsættes med en enkelt blodprøve. Ved forhøjede værdier forøges mistanken om, at svulsten er stor eller, at den har spredt sig. Ved formindskede værdier efter påbegyndt behandling tyder på, at svulsten bliver mindre.

Skelettscintigrafi er en undersøgelse med hvis hjælp, man kan se, om prostatakræften har spredt sig til skelettet. En lille mængde af en radioaktivt stof sprøjtes ind i en blodårer og eventuelle spredningsrisici i skelettet optager mere af dette stof en den øvrige del af skelettet, hvilket tydeligt fremgår at et røntgenbillede. Røntgenundersøgelser af nyrer og urinveje på vise om svulsten påvirker urinens vej fra nyrerne og urinblæren.

Man plejer at tale om forskellige stadier for prostatakræft. I tidlige stadier vokser svulsten ikke udenfor prostataen. I sådanne tilfælde vil man overveje at fjerne hele svulsten ved operation hos yngre mænd. I nogle tilfælde anvendes røntgenbestråling af blærehalskirtlen. Ved senere stadier vokser svulsten udenfor prostataen og har måske spredt sig. I sådant tilfælde kan en eller anden form for hormonbehandling være det bedste valg.

Det er vigtigt, at man med de forskellige undersøgelsesmetoder klarlægger, hvilket stadie svulsten befinder sig på, således at den rigtige behandling kan gives.

Behandling af tidlige stadier.

Radikaloperation

Ved denne operation fjernes hele prostataen og sædblærerne og dermed alt svulstvævet.. Der er tale om en relativ stor operation, som starter med fjernelse af lymfekirtlerne omkring prostata. Lymfeknuderne undersøges i mikroskop. Hvis ikke kræften har spredt sig fjernes derefter hele prostatakirtlen. Hvis det lykkes, at fjerne hele svulsten ved operationen, er chancen for varig helbredelse stor. Der findes en relativ stor risiko for, at erektionen forsvinder efter et sådant indgreb, ligesom der er en vis risiko for varig udsivning af urin.


Udvendig bestråling

Strålebehandling kan dræbe svulstceller og kan anvendes ved tidlige svulststadier. Tillige er det her en fordel, hvis man ved hjælp af operation, undersøger de nærliggende lymfekirtler, inden behandlingen påbegyndes. Strålebehandlingen kan påvirke endetarmen og urinblæren, hvilket kan give bivirkninger i form af tissetrang og diarré. Tillige kan erektionsevnen blive påvirket.


Indre bestråling

Dette indebærer at små kapsler med radioaktivt stof indsættes i prostatakirtlen og at man kan give en højere dosis end ved udvendig bestråling. Behandlingsformen kombineres tit med udvendig bestråling.


Afventende behandling

I mange tilfælde er prostatakræften mindre ved opdagelsen og af en beskeden art, hvorfor risikoen for spredning er mindre. Man kan derfor afvente behandling og nøjes med kontrol undersøgelser. Først ved tilvækst kræves behandling igangsat og har da oftest god effekt.

Behandling ved sene stadier.

Her anvendes for et meste en eller anden form for hormonbehandling. Hensigten er at modvirke det mandlige kønshormon testosteron. Dette kan ske på flere forskellige måder med stort set samme resultat. Svulsten bliver for det meste inaktiv og krymper. Selv så kaldte dattersvulster kan påvirkes. Hormonbehandlingen er af længere varighed. Svulsten kan med tiden blive overfølsom for hormonbehandling.


Testikeloperation

Hvis testikelvævet fjernes forsvinder der mandlige hormon og prostatakræften modarbejdes. Operationen er et mindre indgreb og udføres i lokalbedøvelse. Kønsdriften påvirkes af indgrebet og ophører i de fleste tilfælde. Den kan også medføre blodudtrækninger og hedeture.


Hypofyse lægemiddel

Ved hjælp af indsprøjtninger som gives med regelmæssige intervaller påvirkes hypofysen. Herved mindskes det mandlige hormon testosteron, og svulsten bliver mindre. Denne metode, som kræver regelmæssige indsprøjtninger, har samme bivirkninger som ved testikeloperation.


Antihormoner

Den senere tid har det også været muligt at behandle med såkaldte antihormoner. Dette modvirker det mandlige hormon testosteron, men kønsdriften kan for det meste bevares. Disse mediciner behøver en yderligere afprøvning. De kan tillige anvendes sammen med testikeloperation eller hypofyselægemiddel.


Anden behandling

Hvis prostatakirtlen er stor og trykker på urinrøret er det ikke altid nok med hormonbehandling. Man kan med en operation gennem urinrøret forbedre vandladningen. Det er samme slags operation som anvendes ved godartet forstørrelse af prostata, en såkaldt afhøvling af prostata.


Cellegift

Cellegift findes i mange udgaver. Nogle kan anvendes mod smerter ved en prostatakræft i et sent stadie. Cellegiften har ingen afgørende indflydelse på prostatakræftens udvikling.


Lindrende strålebehandling

Man kan anvende strålebehandling mod dattersvulster i f.eks. skelettet, hvis man har smerter.


Smertebehandling

Med forskellige lægemidler finder der gode muligheder for at behandle patienter som har smerter. God effekt opnås ved brugen af eksempelvis et morfinpreparat.

Opfølgning.

Det er vigtigt, at man har kontakt med hospitalsvæsenet, og man ved, hvor man skal henvende sig, hvis man har prostatakræft, idet svulsten kan vise tegn på vækst, selvom den først indsatte behandling er lykkedes. Behandlingerne kan også give bivirkninger, som motiverer, at man har kontakt til hospitalsvæsenet. Prostatakræft er i mange tilfælde en "venlig" kræftform som kan holdes i skak i meget lang tid. Der findes også ondartede og hurtigt voksende former, som tidligt spreder sig i kroppen og som er sværere at behandle.

Relevante emner

Prostataforstørrelse