Ledbetændelse (bakteriel), børn

Bjerager, Mia, læge

 

Hvad er ledbetændelse?

Bakteriel ledbetændelse skyldes at bakterier slår sig ned i et led og forårsager en betændelses-reaktion. Disse bakterier kommer oftest spredt rundt med blodet. De kan også komme ind i leddet, hvis man for eksempel i forbindelse med en ulykke eller en eller anden undersøgelse har stukket noget ind i leddet og ført noget forurenet med; eller bakterierne kan komme fra en nærliggende knogle med betændelse i.
Betændelse i et led giver smerter, hævelse og problemer med at bevæge leddet. Samtidig giver det almen sygdomsfølelse og feber. Det er vigtigt at opdage denne sygdom tidligt, da den skal behandles med antibiotika hurtigt for at undgå at lave skade på et led, som fortsat skal vokse og udvikles.

 

Hvem kan få ledbetændelse?

Alle kan få ledbetændelse. Både børn og voksne. Det er sjældent, men kendt hos spædbørn. Hvis man fejler noget andet i sit immun-system er man mere modtagelig. Forskellige bakterier er involveret i forskellige aldersgrupper.

 

Hvilke symptomer ses ved ledbetændelse?

 
  • Ledbetændelse kan sidde i alle led. Men som regel er kun et led involveret.
  • Området omkring leddet er rødt, varmt og hævet.
  • Leddet er ømt, både når man trykker på det og når det bevæges.
  • Leddet kan ikke bevæges som det plejer.
  • Hvis det sidder i hofte, knæ eller ankelled, begynder barnet at halte. Nogle gange kan man se at barnet trækker og ligesom aflaster det ene ben, hvilket gør gangen lidt vraltende.
  • Mindre børn, der måske ikke går endnu vil pludselig ikke støtte på benene. De græder når man pusler dem og tager dem i benene.
  • Hvis infektionen er lokaliseret til arme eller skuldre, kan det første forældre bemærker være at barnet holder op med at bruge den ene arm.
  • Barnet får feber, bliver pjevset og pylret
 
 

Hvordan smitter ledbetændelse?

Selvom det er en sygdom, hvor bakterier spiller en rolle, er det ikke en smitsom sygdom.

 

Hvordan behandles ledbetændelse?

Hvis man har mistanke om bakteriel ledbetændelse, får man på sygehuset lavet forskellige undersøgelser for at få det be- eller afkræftet. Blodprøver, røntgenbilleder og en prøve fra ledvæsken i det angrebne led hører med. Denne prøve tages, når barnet er fuldt bedøvet. Man kan undersøge ledvæsken for at finde ud af, om der er bakterier tilstede. I givet fald vil man undersøge hvilke bakterier det drejer sig om og hvilken antibiotisk-medicin, der ville være den bedste mod disse bakterier. Ledbetændelse skal behandles med antibiotika i et drop, dvs. antibiotika gives gennem en blodåre, et stykke tid og derefter med tabletter eller mikstur. Det er en lang behandling, der varer i flere uger.

 

Prognose

Det vigtigste for prognosen er at stille diagnosen tidligt og komme i gang med antibiotika-behandlingen så tidlige som muligt. Hvis leddet bliver behandlet efterlades sjældent nogen blivende skader. Dog er prognosen lidt værre, hvis barnet er meget lille (<6 mdr.) eller hvis skulderleddet er angrebet.