Kræft i mavesækken (cancer ventriculi) er af ukendt grund gennem de senere årtier blevet stadigt sjældnere i hele den vestlige verden. Da jeg skrev om sygdommen i en bog i 1970, døde der cirka 1.600 danskere årligt af mavekræft. I dag ligger tallet på omkring 750, og befolkningen er endda vokset en hel del i de forløbne 30 år.

Verden over er der store forskelle i sygdommens forekomst. Den er for eksempel 10 gange hyppigere i Japan og Chile end i Danmark og USA. Det har man ingen forklaring på. Men også i disse lande falder antallet af tilfælde.

For hver fire mænd, der får mavekræft, er der kun tre kvinder med sygdommen. Langt de fleste tilfælde viser sig hos mennesker mellem 50 og 70 år.

Sygdommen forekommer dog i alle aldre, men er meget sjælden før det 40. år.

Det vakte derfor stor opsigt, da en kun 22-årig engelsk atlet, Lillian Board, døde af mavekræft i 1970 efter at have vundet olympisk sølv og europamesterskabet i 800 meter løb.

Af andre berømte mennesker, der er døde af denne sygdom kan nævnes pave Johannes d. 23., den kinesiske premierminister Chou En-lai, den amerikanske filmskuespiller John Wayne, revydirektøren Sejr Volmer Sørensen og rejsekongen Eilif Krogager.

Som ved de fleste andre kræftformer kender man ikke med sikkerhed årsagen til mavekræft. Men vi har dog kendskab til visse forhold, der synes at spille en rolle.

Man kan ikke arve mavekræft . Men der synes at være en vis disposition til den inden for visse slægter. Dette skrives ikke for at forskrække mennesker, i hvis familie sygdommen er forekommet. Men da deres risiko for at få mavekræft er cirka 3½ gange så stor, som hvis der ikke var tilfælde i familien, er det klogt af dem at søge læge ved mavesymptomer, blot de er lidt op i alderen.

Blodsygdommen perniciøs anæmi, der skyldes manglende optagelse af vitamin B-12, på grund af svigtende produktion af stoffet intrinsic faktor, der er nødvendig for at optage B-12, giver 20 gange forøget risiko for denne kræftform. Patienter med perniciøs anæmi har 5% risiko for at få mavekræft.

Polypper i maven giver også øget risiko for mavekræft.

Føden kan have en betydning for risikoen for at udvikle mavekræft. Det er vist, at i lande eller områder, hvor majs er hovedbestanddelen af føden, er forekomsten lav i forhold til steder, hvor kartoffelforbruget er stort.

Fødens forarbejdning spiller også en rolle. På Island, hvor forekomsten af mavekræft er stor - 30-50 procent af alle ondartede svulster - har patienter med sygdommen spist meget røget fisk. I Japan kan den høje forekomst af kræft i mavesækken måske skyldes indtagelse af talkum, behandlede ris eller store mængder kreosot. I områder med stort indhold af nitrat i drikkevandet er forekomsten af sygdommen høj.

Det er vigtigt at påpege, at et almindeligt mavesår ikke kan føre til mavekræft. Derimod kan der opstå sår i et kræftramt område i mavesækken.

Symptomer

Der findes ingen symptomer, som er karakteristiske for mavekræft. Symptomerne afhænger af svulstens sæde i mavesækken, dens størrelse og af, om patienten plejer at have vrøvl med maven. Men alment kan man sige, at hvis en person over 40 år, der hidtil har haft upåklagelig fordøjelse, får symptomer, der varer over et par uger, bør lægen tages med på råd. Hos ca. ¼ ses ingen symptomer, mens 50% har lettere gener fra maven i form af opstød og svien - men det er ofte symptomer der er af så let karakter, at de ikke giver anledning til at man kommer til læge. De resterende ¼ har lettere symptomer svarende til mavesår, dvs. primært smerter.

I langt de fleste tilfælde vil det vise sig at være en fredelig, forbigående lidelse, der er årsag til symptomerne. Men det kan patienten ikke selv afgøre, og hvis vedkommende uge efter uge slår sig til tåls med det, forpasses måske det tidspunkt, hvor helbredelse er mulig.

Har patienten i årevis haft smågener fra maven eller måske hele livet haft en "svag mave", der langtfra kunne tåle alt, er det straks vanskeligere at give råd om, hvornår der skal søges læge. Men det bør ske, hvis der opstår en ændring fra de sædvanlige symptomer.

De første tegn på mavekræft vil ofte være trykken i mellemgulvet, stigende til lette smerter - især efter større måltider. Samtidig er der ofte opstød.

Patienten søger at hæmme dette ved at spise mindre og undgå fede og grove spiser samt kød. Men efterhånden kommer der virkelig appetitnedsættelse og let kvalme.

Patienten begynder at tabe i vægt og føle sig træt. Ofte er vægttabet 5-10 kg, før der søges læge. Sidder svulsten, så den spærrer for passagen gennem mavesækken, kan der komme opkastninger. De kan være blodtilblandet, hvis svulstvævet bløder, og da vil der ligeledes kunne påvises blod i afføringen.

Det er muligt med kikkertinstrumentet, et såkaldt gastroskop, at se ned i mavesækken, så lægen direkte kan iagttage eventuelt kræftvæv og tage prøver af det med en tang til mikroskopisk undersøgelse.

Gastroskopi er i dag den vigtigste metode ved maveundersøgelser, hvor der er den mindste tvivl om årsagen til symptomer fra dette organ. Det er en sikrere undersøgelse end røntgenfotografering, der før i tiden blev meget brugt. Da mavesækken ikke kaster skygge på røntgenskærmen, skulle patienten - lige inden billederne blev taget - drikke et kontraststof, der fik organet til at træde tydeligt frem på billederne.

Hvis mikroskopien af de udtagne vævsprøver har vist, at en patient har mavekræft, går de næste undersøgelser ud på at afgøre, hvor udbredt svulsten er, og om kræften har bredt sig til naboorganer, lymfeknuder eller fjernere liggende væv. Det gøres med forskellige former for skanning.

Hvis patienten er kommet tidligt til undersøgelse, er svulsten måske stadig kun lokaliseret til det sted i mavesækken, hvor den opstod. Senere i forløbet kan den være vokset gennem mavesækkens væg og kan for eksempel have invaderet tyktarmen, bugspytkirtlen, milten, leveren eller mellemgulvet.

Fjernere liggende metastaser (døtresvulster) opstår, når kræftceller fra svulsten bliver ført rundt i kroppen med lymfe eller blod og har slået sig ned i lymfeknuder eller andre organer og har formeret sig.

Behandling

Behandlingen af mavekræft består i operation. Som regel fjerner man svulsten og rigeligt af mavesækken, så man er sikker på at have fået alt det syge væv med. Undertiden sidder svulsten sådan, at hele mavesækken må fjernes.

Det betyder, at føden i fremtiden skal passere direkte fra spiserøret ned i tyktarmen. Det kan give en del diætproblemer, bl.a. skal patienten spise små, men hyppige måltider. Det kan være svært at få huld på kroppen efter operationen, men ved planmæssig fødeindtagelse kan det efterhånden komme.

Der er tilfælde af mavekræft, der kommer så sent til behandling, at man må opgive at operere. Det vil ikke gavne patienten, og så er der ingen grund til at belaste ham med et stort kirurgisk indgreb. Hvis svulsten truer med at aflukke åbningen mellem spiserør og mavesæk, kan man med et kikkertinstrument nedlægge et elastisk rør, der holder den åben. Man kan også gennem instrumentet aflukke blødende kar i svulsten, så der ikke opstår blodmangel.

Man har endnu ikke fundet frem til former for kemoterapi eller strålebehandling, der er virkeligt effektive mod kræft i mavesækken.