Meningitis er en betændelse i hjernehinderne, men ofte er en del af hjernes overflade også inddraget. Hvis større dele af hjernen også er inddraget, kaldet tilstanden for hjernebetændelse.

Meningitis er en frygtet sygdom, idet den hvert år medfører dødsfald og også optræder i epidemier. Årsagerne til meningitis er mange idet en lang række mikroorganismer som bakterier, virus, svampe, klamydier, mykoplasmer (eks. Mycoplasma tuberculosis) og amøber samt en række andre kan medføre meningitis.

Meningokokmeningitis:

Kaldes også for smitsom hjernehindebetændelse og er den hyppigste blandt de bakterielt betingede tilfælde af meningitis i Danmark. Således forekommer der i alt ca. 2-300 tilfælde om året. I nogle tilfælde ses mindre epidemier, hvilket naturligt nok ofte giver anledning til offentlig bekymring og ængstelse.

Smitteforhold:

Smitte sker ved såkaldt dråbeinfektion, hvor meningokokbakterier overføres fra næsesvælget fra en rask bærer til en anden. Det er påvist, at i perioder er op mod 30% af skoleeleverne raske bærere af meningokokker i deres svælg. Det vides ikke, hvorfor det er så få af disse bærere af bakterien, der bliver syge.

Sygdomsudvikling:

Indenfor meget kort tid, fra timer til to dage, udvikler den smittede person forkølelse, feber, stærk hovedpine, kvalme, opkastning og stivhed i nakke og ryg. Dette udvikler sig hurtig til, at personen bliver bleg, tiltagende sløv og bevidsthedssvækket. Evt. ses et rødt udslæt og måske nogle små røde pletter, kaldet petekkier.

Diagnose:

Diagnosen stilles ved sygehistorie, lægeundersøgelsen og ved at lægen udtager rygmarvsvæske. Det sker ved at, lægen stikker en kanyle ind mellem to ryghvirvler i lænden. Allerede når væske er kommet ud, kan man se, om den er uklar og plumret, hvilket tyder på, at der er tale om en meningitis. Væske dyrkes og mikroskoperes senere, og derved kan man påvise en eventuel forekomst af meningokokbakterier.

Forløb:

I 10 % af tilfældene kan sygdommen udvikle sig i løbet af få timer fra, at den smittede person er rask og til vedkommende bliver bevidstløs. Den samlede dødelighed er 5 %, men den er meget afhængig af, om en behandling indledes hurtigt. Derfor skal man også starte en behandling, fra man har mistanken om en meningokokmeningitis, og inden at svaret fra rygmarvsvæsken foreligger. Uden behandling dør mellem 70-100 %.

Behandling:

I langt de fleste tilfælde er behandlingen et penicillinpræparat, der skal gives ved, at medicinen sprøjtes direkte ind i en blodåre. Til de nærmeste i den syges omgangskreds, kan man give et andet antibiotikum som forebyggende behandling.

Det er kun muligt at vaccinere mod gruppe A og C meningokokker – men ikke mod type B.


Kilde: ”Medicinsk Kompendium”, Ib Lorenzen, Gunnar Bendixen & Niels Ebbe Hansen. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk.

Statens Serum Institut.