Overrivning af musklerne på forsiden af låret

Nielsen, Thomas, fysioterapeut

Hvordan opstår skaden typisk ?

En total overrivning af musklerne på forsiden af låret forekommer meget sjældent. Når det endelig sker, skyldes det ofte et kraftigt slag, spark eller anden vold mod musklen, mens den er spændt. Især ældre idrætsfolk over 40 år kan også rive lårmusklerne over ved en hurtig start eller under en spurt.

 

Symptomer på en overrivning af musklerne på forsiden af låret

Du vil ikke være i tvivl om, at musklen er blevet revet helt eller delvist over, for du vil føle et smæld eller et meget kraftigt ”stik” i låret efterfulgt af stærke smerter. Du vil ikke kunne spænde lårmusklen og i de alvorligste tilfælde ikke kunne strække knæet og løfte benet. I langt de fleste tilfælde er det den lige del af forlårets muskler, der bliver revet delvist over øverst oppe på låret.

 

Hvad kan du selv gøre, når skaden er sket ?

Du skal med det samme behandle skaden efter RICE princippet. Hvis du efter RICE behandlingen ikke kan strække knæet ud, skal du få låret undersøgt af en læge. Der vil ved en overrivning af en muskel i låret være en stor blodansamling omkring overrivningsstedet, også selvom om du har prøvet at begrænse blodansamlingen med RICE behandlingen.

 

Hvordan undersøger lægen skaden ?

På grund af blodansamlingen kan det være vanskeligt for lægen at stille den rigtige diagnose. Det sikreste tegn på, at lårmusklen er revet helt over, er hvis du ikke kan spænde musklen. Du vil heller ikke kunne løfte benet fra underlaget i fuldstændig strakt tilstand. Knæet må ikke være den mindste smule bøjet, da du i denne position kan bruge andre muskler til at holde knæet strakt med.

 

Behandlingsmuligheder

Hvis musklen er revet helt over, er den efterfølgende behandling afhængig af, hvor musklen er revet over. Musklen kan være revet over i den øverste del, midt på, i overgangen mellem sene og muskel eller i senen, hvor lårmusklen sidder fast på knæskallen. Fælles for skadestederne er, at der skal en operation til, før skaden kan hele bedst muligt, undtagen hvis skaden sidder i den øverste del af musklen. Denne skade behandles hos fysioterapeuten med is, ultralyd og lette øvelser, der skal få musklen til at vokse sammen igen. Senere suppleres behandlingen med let styrketræning, let udstrækning og massage.

Ved en fuldstændig overrivning midt på musklen bliver musklens hinder syet sammen. Enderne af de overrevne muskelfibre bliver på denne måde holdt sammen, så de kan vokse sammen igen.
Når skaden sidder i overgangen mellem sene og muskel sys muskelhinden sammen med senen.
Hvis selve senen, hvor lårmusklen sidder fast på knæskallen, er revet over, sys de overrevne seneender sammen igen. For at senen skal blive siddende fast, kan det være nødvendigt at bore små huller i knæskallen, så trådene, der sidder fast i senen, kan trækkes gennem hullerne for at fastholde senen det rigtige sted.

Efter operationen skal knæleddet være strakt i en skinne i 4 til 6 uger, for at musklen kan få ro til at vokse sammen. Genoptræningen efter operationen stiler efter tre ting. Fuld kontrol over musklen, normal bevægelighed i knæleddet og fuld muskelstyrke.