Læger har altid drømt, at der blev opfundet en blodprøve, som kunne vise, om en patient har kræft eller ej. Det ville lette den ofte besværlige og langvarige diagnosticering og muliggøre store befolkningsundersøgelser. Man kunne starte behandlingen af kræft på et meget tidligere tidspunkt end nu, og det ville føre til en langt højere helbredelsesprocent.

Men trods megen forskning er der ikke sket noget rigtigt gennembrud på denne videnskabelige front. En vis undtagelse er dog kræft i prostata, hvor der findes tre forskellige blodprøver, der kan give oplysninger om sygdommen.

Den ældste af dem er en bestemmelse af koncentrationen i blodet af de såkaldte sure fosfataser, der udskilles af prostatas celler. Forekomsten af dem stiger, hvis der opstår kræft i kirtlen.

Men det gælder ikke i nær alle tilfælde, og da koncentrationen også kan stige af andre grunde, er det ikke en særlig god prøve. Den kan dog anvendes til at bedømme, om en behandling virker, eller om en prostatakræft, der har reageret godt på behandlingen, blusser op igen. De sure fosfataser vil da henholdsvis falde og stige.

Man kan også bedømme blodets indhold af alkaliske fosfataser, hvis mængde tiltager ved metastaser (døtresvulster) i skelettet fra en prostatakræft. Det sker, fordi fosfataserne findes i knoglevæv, som nedbrydes af metastaserne, så de slipper ud i blodet.

Men heller ikke denne prøve er særlig god, bl.a. fordi koncentrationen i blodet også kan stige ved andre sygdomme i knogler og lever.

Den hidtil bedste blodprøve kom frem i 1979, og den måler et prostata-specifikt antigen, PSA, der i modsætning til fosfataserne udelukkende dannes af prostataceller. Det er et enzym, hvis fysiologiske funktion er at gøre sæden tyndtflydende. Men det dannes desværre ikke kun i kirtlens kræftceller, og det begrænser også denne prøves værdi.

Mængden af PSA kan være forhøjet i blodet, uden at manden har kræft, og nogle kræftsvulster i prostata bevirker ikke en forøget produktion af stoffet. Den godartede forstørrelse af prostata, som rammer næsten alle mænd oppe i alderen, kan føre til forhøjede koncentrationer, men "lækningen" af PSA fra kirtlen til blodet er dog mere udtalt ved ondartede forandringer.

PSA-prøven er meget anvendt i USA, hvor mange læger bruger den til at screene deres mandlige patienter over 50 år, selv om de ikke har symptomer, der giver mistanke om prostatakræft.

Er prøven positiv, går man videre med nærmere undersøgelser af kirtlen, og finder man kræftceller i den, anbefaler en del kirurger, at den bliver helt fjernet. Det medførte eksempelvis, at antallet af disse operationer steg med næsten 600 procent fra 1984 til 1990 blandt mænd tilsluttet den offentlige amerikanske sygesikring, Medicare.

Senere opdagede man, at det store indgreb måske slet ikke øger mændenes levetid. Man sammenlignede to områder i USA, hvor mændene i det ene havde en 20 gange så stor mulighed for at få fjernet en kræftramt prostata som i det andet. Men alligevel var der forholdsmæssigt lige mange dødsfald af sygdommen i begge områder.

Dette overraskende fund fik nogle amerikanske læger til nærmere at undersøge resultaterne efter radikal prostatektomi (fjernelse af hele prostata). De fandt, at behandlingen kunne lægge tre eller fire år til levetiden hos 65-69-årige patienter med en hurtigt voksende svulst. Men for mænd over 70 år opnås ikke meget ved indgrebet, og der er risiko for livstruende komplikationer.

Uanset alderen vil radikal prostatektomi ifølge det danske "Kirurgisk Kompendium" føre til impotens hos de fleste mænd, 30-40 procent vil resten af livet have større eller mindre problemer med at holde på vandet, og 10-15 procent vil være generet af en forsnævring af urinrøret ved afgangen fra blæren.

De amerikanske læger konkluderede: "Hvis samfundet stillede lige så store krav til effektivitet og sikkerhed ved denne behandling som ved bedømmelse af nye lægemidler, er det sandsynligt, at hverken radikal prostatektomi eller strålebehandling ville blive tilladt."

Det synes at have overrasket amerikanske kirurger, at der er så store komplikationer, så det er muligt, at de i fremtiden vil skifte kurs på dette område. Forskellen sammenlignet med udlandet ses af, at en undersøgelse i 1988 viste, at 80 procent af de amerikanske urinvejskirurger gik ind for prostatektomi, mens kun fire procent af de engelske foretog operationen, når de stod over for en mand i 60'erne med et kræftangreb begrænset til prostata.

Også i Danmark er man tilbageholdende med denne operation. I "Kirurgisk Kompendium" står, at kun patienter med mere end 10-15 års forventet overlevelse (bedømt ud fra alderen, E.M.) bør tilbydes denne behandling, og at patienten efter grundig information må afgøre, om han for at få en mulig overlevelsesgevinst mange år frem i tiden, vil acceptere bivirkninger og komplikationer fra første dag i forbindelse med behandlingen.

Denne inden for medicinen og kirurgien højst særegne situation skyldes, at prostatakræften ofte er en langsomt tiltagende sygdom, og at den som regel rammer mænd ret højt oppe i alderen. De har således en god chance for, måske endda helt uden symptomer, at leve i 10-15 år og dø af en helt anden lidelse, f.eks. svækket hjerte.

Kræftforandringer i prostata er så almindelige, at obduktioner af mænd over 50 år, som er død af anden sygdom, har vist, at omkring en tredjedel af dem har små kræftsvulster i kirtlen. Nogle læger mener endog, at alle mænd vil få prostatakræft blot de lever længe nok.

Derfor vil man ikke for øjeblikket i de nordiske lande anbefale screening for kræft i prostata. Hvad gavn har en mand af at få at vide, at der er kræftceller i hans kirtel, hvis der ikke er grund til at behandle ham for det? Det vil oven i købet medføre en bekymring, der vil nedsætte livskvaliteten hos mange.

Men PSA-blodprøven er dog alligevel i en del tilfælde et godt værktøj for lægerne, f.eks. til at vurdere en prostatakræfts sværhedsgrad, behandlingens effektivitet og en mulig genopblussen af sygdommen efter gennemført kur. PSA-værdiens højde afspejler mængden af kræftceller i patientens legeme.