Senfølger til ankelforstuvninger

Larsen, Eilif , speciallæge, dr. med.

Er der forløbet mere end 3-6 måneder efter en forvridning af anklen, og er der stadig symptomer, vil man betegne tilstanden som kronisk, og årsag/er til dette bør undersøges.
De hyppigste kroniske gener er følelse af instabilitet og/eller smerter og/eller hævelse i forbindelse med eller efter aktivitet.
I forbindelse med en forvridning af fod og ankel kan der, udover ledbåndsskade (ligamentskade), forekomme skader på knogle, brusk, benhinde, sener og nerver, som kan bidrage til nævnte kroniske gener. Kroniske gener kan således skyldes en eller flere vævskader eventuelt kombineret med for slappe ligamenter.

 

Årsager til kronisk besvær

For slappe ligamenter (ligament-insufficiens, se ovenfor)
Knogleafrivninger (kan evt. forekomme som fri knogle i leddet, kaldes da mus)
Forkalkninger (nydannet knogle enten isoleret eller som udbygning på knogle, osteofytter)
Osteochondritis dissecans, knogle/bruskskader (kan evt. forekomme som frit knogle/bruskstykke i leddet, og kaldes mus)
Os trigonum (knoglestykke bag ankelleddet)
Seneskader
Nerveskader
Foddeformitet med høj vrist og forfodspronation
Hypermobilitet (medfødt øget løshed i flere led)

 

Knogleafrivninger og forkalkninger omkring anklen, og som giver kronisk besvær, ses ofte hos personer, og i særdeleshed fodboldspillere, som har dyrket mangeårig sport og kaldes derfor også sports- eller fodboldankel, se nedenfor.
Ovenstående årsager til kroniske ankelsymptomer vil blive gennemgået i de skadesmæssige sammenhænge, hvor de hyppigst findes, se siderne.