Strubekræft

Münster, Erik, speciallæge

I Danmark opdages ca. 260 nye tilfælde af strubekræft (cancer laryngis) om året. 85 procent af patienterne er mænd. Risikoen for at få sygdommen tiltager med alderen, og gennemsnitsalderen for patienterne, når den diagnosticeres, er cirka 60 år.

Inden for det sidste kvarte århundrede er antallet af tilfælde i Danmark næsten fordoblet. Det skyldes nok, at kronisk strubekatar samt alkohol- og især tobaksmisbrug disponerer til sygdommen. Arbejde inden for erhverv hvor man udsættes for asbest, plastikstøv samt nikkel, kan også fremkalde lidelsen.

Svulsten kan opstå overalt i struben; men det almindeligste sted er på stemmelæberne. Symptomerne er i begyndelsen ikke særligt udtalte. Derfor går patienterne ofte længe med sygdommen, før de søger læge. Første tegn kan være hæshed, fornemmelse af en klump i halsen, milde smerter - måske med udstråling til øret eller synkebesvær.

Da det er meget vigtigt for resultatet, at behandlingen startes tidligt, bør man altid søge læge, hvis man i mere end to-tre uger lider af hæshed eller har en stadig generende fornemmelse i halsen!

Den alment praktiserende læge vil som regel straks henvise sådanne patienter til en øre-næse-halsspecialist. Denne kan se stemmelæberne og strubens slimhinde i et lille spejl ("tandlægespejl"), der stikkes ind i patientens mund, eller gennem et bøjeligt kikkertinstrument, der føres ned i halsen.

 

På billedet ser man lægen stikke et strubespejl ind i patientens mund, hvor han kan iagttage strubens indre og afsløre en eventuel kræftsvulst.

Ser han noget mistænkeligt, vil han henvise patienten til en øre-næse-halsafdeling, hvor man under bedøvelse nærmere kan undersøge struben ved at føre et rørformet instrument med lys ned i halsen. Man anvender som regel et operationsmikroskop ved disse undersøgelser. Derved ser lægen struben forstørret 8-20 gange, og det giver et mere nøjagtigt indtryk af sygdomsprocessens lokalisation og udbredelse.

Undersøgelsen afsluttes ofte med, at der med en lang tang tages vævsprøver fra strubens sygeligt udseende områder. Prøverne sendes til mikroskopisk undersøgelse, og i de fleste tilfælde viser det sig heldigvis at være godartede forandringer, patienterne har i struben. Det kan for eksempel være kronisk betændelse eller en polyp.

Er der tale om cancer, vil man i de fleste tilfælde anvende strålebehandling. Helbredelsesmulighederne er lige så store, hvis man opererede; men sådanne indgreb i struben vil altid medføre en betydelig nedsættelse af taleevnen eller fuldstændigt stemmetab.

Den moderne højvoltbestråling er meget effektiv, samtidigt med at den skåner huden og giver mindre risiko for, at andre af de gamle røntgenstrålers bivirkninger opstår. Behandlingen strækker sig over seks uger og kan gives ambulant.

Patienterne må nøje kontrolleres fremover efter strålebehandlingen, så man kan gribe ind hurtigt, hvis svulsten ikke er helt svundet, eller hvis sygdommen senere blusser op igen.

25-30 procent af patienterne kan ikke helbredes med strålebehandling alene, men må før eller senere opereres - enten fordi der endnu sidder en rest af svulsten, eller fordi kræften vender tilbage.

Som regel må kirurgen så fjerne hele struben for at være sikker på at få alle de ondartede celler med ud. Men i 15-20 procent af tilfældene kan man nøjes med mindre, så patienten bevarer stemmen.

Når det er nødvendigt at fjerne hele struben, munder den øverste del af den tilbageblevne del af luftrøret i en åbning på halsens forside. I fremtiden må patienten trække vejret gennem dette såkaldte stoma.

En sådan patient kan ikke tale på normal made; men mange kan lære at benytte en spiserørsstemme. Den frembringes ved, at der sluges luft, der deponeres i den øverste del af spiserøret.

Luften ræbes op, og ordene dannes på normal måde i svælg og mundhule. Nogle patienter - især yngre mænd - bliver så dygtige til det, at man umiddelbart tror, de blot er hæse.

Hvis en person ikke kan lære at bruge spiserørsstemmen, kan de i stedet få hjælp af en såkaldt strubevibrator. Det er en elektrisk drevet "brummer", der holdes mod halsen, hvorefter dens tone omdannes til stemme af de sædvanlige organer.

Hos en del patienter har man i de senere år indsat en ventil af kunststof mellem luftrøret og svælget, så udåndingsluften fra lungerne går op i svælget i stedet for ud af stomaet, når dette midlertidigt aflukkes med en finger, og så dannes stemmen med denne luft.