Tarminvagination, børn

Bisgaard, Anne-Marie, læge

 

Hvad er tarminvagination ?

Ved invagination er et stykke af tarmen skubbet ind i det efterfølgende stykke tarm, som en cykelslange, der teleskoperes ind i sig selv.

Årsagen til invaginationen er oftest ukendt.

 

Hvem kan få invagination ?

 
  • Ses hyppigst hos børn i alderen fra 5 måneder til et par år.
  • Ses sjældent før 3 måneders alderen.
  • Kan ses op til 6 års alderen.
  • Ses hyppigst hos drenge.
 
 

Hvilke symptomer ses ved invagination ?

Symptomerne er oftest akut indsættende.
Der ses kolikagtige mavesmerter, visende sig ved skrigeture, hvor barnet kan trække benene op mod maven.
Der kan være opkastninger.
Der kan være blodig afføring.

 

Hvordan behandles invagination ?

Det er vigtigt, at barnet behandles hurtigst muligt, for at tarmen ikke beskadiges.

Diagnosen stilles på det kliniske billede og bekræftes ved en røntgen-undersøgelse, hvor der hældes kontrast op i endetarmen. Kontrasten fordeler sig op i tarmen. Herved kan “invaginatet” ses.

I flere tilfælde bliver barnet behandlet under undersøgelsen ved at tarmen rettes ud igen af kontrasten. Dette ses hyppigst, hvis der kun har været symptomer i kort tid.

Er det ikke muligt at rette tarmen ud på denne måde, skal barnet opereres.

 

Prognose

Prognosen er god, når barnet behandles hurtigt.
I nogle tilfælde kan der komme tilbagefald. Efter behandling med røntgenkontrast ses tilbagefald i op til 10% af tilfældene. Efter operation er risikoen for tilbagefald mindre.
Hvis barnet ikke kommer under behandling i tide, kan sygdommen være livstruende.