Det centrale når vi snakker om afhængighed er først og fremmest den voldsomme trang til rusmidler, der efterhånden fører til, at indtagelse af rusmidler i stigende grad prioriteres på bekostning af andre aktiviteter (repertoireindskrænkning), og en manglende evne til at ophøre med indtagelsen af rusmidler trods et ofte brændende ønske herom.
Alle unge i vores kultur eksperimenter med rusmidler, legale og i ganske mange tilfælde også illegale. Sådan er det bare! Det er et led i den almindelige socialiseringsproces i overgangen fra barn til ungdom, og det kræver ingen særlig forklaring i et samfund, der som det danske er gennemsyret af rusmidler. For de fleste unge udvikler det eksperimenterende brug sig til et almindeligt, socialt acceptabelt brug af rusmidler. Men nogle (2 – 5 %) udvikler et misbrug, og det er ikke et tilfældigt udsnit af de unge. Den sociale arv spiller en afgørende rolle for udviklingen fra brug til misbrug. De unge der misbruger er karakteriserede ved at de ofte ikke har andet og bedre at foretage sig end at beruse sig, og et stærkt behov for at flygte fra livets realiteter.
De fleste unge misbrugere ophører med deres misbrug, når de bliver ældre og mere fornuftige, men nogle bliver hængende, og udvikler efterhånden afhængighed, en tilstand der både er socialt, psykologisk og biologisk betinget. Grundlaget for rusmidlernes afhængighedsskabende effekt baserer sig på rusmidlernes påvirkning af de dele af centralnervesystemet, som regulerer velvære, lyst og nydelse. I udviklingen henimod afhængighed får disse oplevelser stigende betydning for motivation og præferencer. Og ved den fuldt udviklede afhængighed påvirkes også mere komplekse processer som hukommelse, indlæring, etiske vurderinger og refleksioner.
Sideløbende, under processen fra brug til misbrug og videre til afhængighed, optræder en kaskade af sociale konsekvenser, specielt ved misbruget af illegale stoffer. Identitet og roller, værdier og fremtidsdrømme formes gradvist i et miljø, hvis værdier afviger ganske meget meget fra de værdier, der er centrale i normalsamfundet.
For at resumere: Brug af rusmidler er et normalfænomen, misbrug et udtryk for socialt afvig, og afhængighed er en tilstand, der kan anskues som et produkt af indlæring og biologiske ændringer. Afhængigheden er først og fremmest karakteriseret ved stoftrangen, ved tilbagefald når man forsøger at bryde afhængigheden, og er således en langvarig, og undertiden permanent tilstand.
De stofmisbrugere, der er indskrevet i behandlingssystemet, er alle misbrugere, og næsten alle er både misbrugere og afhængige. Stofmisbrug og –afhængighed er således ikke kun et alvorligt problem med tunge helbredsmæssige og sociale konsekvenser. Det er også et meget langvarigt, og undertiden kronisk problem, men med et meget svingende forløb hvor gode (eller mindre dårlige) og dårlige perioder afløser hinanden, bl.a. afhængig af den behandling der tilbydes.
Alle forløbsundersøgelser, dvs. undersøgelser, hvor man følger en gruppe stofmisbrugere i en given periode, danske såvel som internationale, nye såvel som gamle, illustrerer da også dette, og dermed også at muligheden for at opnå blivende stoffrihed er begrænset. Haastrup & Jepsens undersøgelse fra Københavns Kommune er illustrativ. De fulgte 300 behandlingssøgende stofmisbrugere fra 1973 over en 11 års periode med interview- og registerdata og supplerede med en dødelighedsundersøgelse efter 20 år. Ved efterundersøgelse 11 år efter var 20 % stabilt stoffri, 5 – 10 % havde opnået en ustabil grad af stoffrihed, og 26 % var døde. Vi kan således forvente blandt et repræsentativt udvalg af stofmisbrugere, at ca. 2 – 3 % bliver stoffri årligt og at en tilsvarende andel dør.
Den seneste større danske undersøgelse er Center for Rusmiddelforsknings undersøgelse af brugere i døgnbehandling, altså en undersøgelse af de brugere, der umiddelbart må anses for at have de bedste muligheder for at opnå stoffrihed. Her fandt man at 25 – 30 % gennemfører den stoffri behandling, og at ca. 15 % var helt stoffri i året efter en afsluttet døgnbehandling. Succesraten var i høj grad afhængig af alderen. Ingen under 23 år, og kun ganske få ældre over 40 år, opnåede stoffrihed i året efter en afsluttet døgnbehandling. I en kommentar til Haastrup & Jepsens undersøgelse skriver Mads Uffe Petersen fra Center for Rusmiddelforskning, at ”de 20 – 40 % stabilt stoffri var udtryk for et ikke nærmere definerbart mætningspunkt (dem der kan blive stoffri er blevet stoffri). En sådan forklaring kunne være plausibel, og der skal senere vises andre undersøgelser, der tyder på, at andelen af stoffri personer stagnerer efter en given årrække.”
Selv med en intensiv, kvalificeret og langvarig behandlingsindsats kan vi således maksimalt opnå, at 25 – 40 % af stofmisbrugergruppen opnår blivende stoffrihed. Resten, og dvs. hovedparten, af misbrugerne, eller rettere de stofafhængige, forbliver afhængige. Det er således udtryk for en hovedløs moralisme/idealisme, hvis man hårdnakket sigter mod at gøre alle stofmisbrugere stoffri. Det vil aldrig lykkes, og kun resultere i udstødning og stigmatisering af de, der ikke opnår denne idealtilstand. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan hjælpes, eller at de er behandlingsresistente. For de kan hjælpes til et bedre, mere socialt acceptabelt, mere produktivt liv. Det er en gavnlig øvelse at sammenligne med sygdom, også selv om nogle vil hævde at sammenligningen kun har karakter af en metafor. De fleste sygdomme kan ikke helbredes, det gælder åreforkalkning, gigt, kræft, sukkersyge, psykiske lidelser, mv. Men de kan behandles, symptomerne kan reduceres, og patienterne kan leve et godt (eller bedre) og mere produktivt liv med end uden behandling. Og det gælder også stofmisbrug og –afhængighed.
Vil man vide mere, kan der henvises til de websites og den litteratur, der er angivet i WEBDOKTORS artikel om “Misbrug af narkotiske stoffer”. Hvis man vil vide, hvad der sker i de øvrige EU-lande, kan information hentes på www.emcdda.org. Den litteratur, der er henvist til i denne artikel, kan rekvireres på biblioteket. Det drejer sig om:
Haastrup S, Jepsen PW. Eleven year follow-up of 300 young opioid addicts. Acta Psychiatry Scand 1988; 77: 22 - 6. Og Pedersen MU. Stofmisbrugere efter døgnbehandling. Center for Rusmiddelforskning: Århus, 1999.
|
webdoktorportal.dk
